For mange år siden, brugte jeg lang tid i godt selskab med Winsor & Newton, sabelhår, flydende gummi og bøttepapir af fineste slags. Frustrationerne var mine altid nærværende og desværre alt for tro følgesvende, når jeg om aftenen indfandt mig oppe under taget i det indre København, for at forevige et eller andet nyt stilleben.
Jeg kastede mig med dødsforagt ud i nye fortolkninger af virkeligheden alt imens jeg bandede mit manglende overblik, min sølle kontrol og mine alt for begrænsede evner langt væk. Til gengæld kunne jeg grine. Grine af mig selv og hver gang alligevel gå hjem, en lille smule klogere.
Jeg malede stilleben, men jeg malede også efter levende model. Smukke, runde og frodige kvinder indfandt sig i det stille aftenmørke på 5. sal, hvor de slog kuskeslag efter cykelturen gennem det vinterstille København, hvorefter de smed tøjet, kravlede på podiet og lod os inspirere af deres kroppes smukke kurver.
Vi malede. Malede intenst koncentrerede i en time. Så var der pause. Termokander blev sat på bordet og var vi heldige, var der en, som havde bagt en kage eller boller, som blev indtaget mens vi lystigt snakkede om de evner, vi ville ønske, vi besad. Mens vi grinende delte akvareller, som uanset talent, alle sammen havde hver deres charme, blev der talt om alt mellem himmel og jord.
De timer jeg tilbragte oppe under taget i et gammelt utæt hus i det indre København tilbage i de sene 80�ere var startskuddet til mange timers fornøjet underholdning væbnet med pensler, vand og mine elskede akvarelfarver. Jeg har siden dyrket disciplinen med mellemrum og med varierende engagement, men jeg bliver aldrig træt af at lege med farverne og netop i dag blev jeg mindet om tiden dengang, da jeg passerede en ung mand, som til forveksling lignede en af deltagerne på kurset.
Jeg mærkede et stik af savn, ikke efter akvarelfarverne, som jeg med jævne mellemrum finder frem, men efter ham. Efter en tid, som var engang�
Han endte som min elev og han var et fint menneske, som jeg efter nogle år mistede kontakten med, fordi vores firma rendte ind i Bjørn Stiedl, fiktive containere, alt for få opgaver og almindelig opløsning, hvorfor han måtte ud at finde nyt arbejde. Gad vide hvad han laver i dag? Jeg savner ham faktisk lidt�
1 kommentar
Slagt en hellig ko… » Bøttepapir og lærreder
26. maj 2006 at 18:53[…] I dag begrænsede det sig dog til en stak lærreder, som allerede er øremærkede til idéer, som skal afprøves og så en stak bøttepapir, fordi jeg længe har haft lyst til at genoptage akvarelmaleriet. Det er noget, som kun dyrkes i sommerferierne og så endda begrænset, fordi jeg altid ender med hellere at ville læse en bog. […]