Det var dengang…

Engang for efterhånden mange år siden, efter endt studentereksamen, besluttede Helle og jeg, at vi ville tage på vores første udenlandsrejse uden forældre.

Vi skulle tjene penge, så det endte med en tjans ved kassen i Bilka i forsommeren ’82. Her sad vi dag efter dag, for at få tjent tilstrækkeligt til, at vi kunne rejse til Spanien. Ned til sommer, varme, sol og langstrakte strande. Det var det vi drømte om, mens vi stabilt fik flyttet flere tons varer forbi kasseapparatet ude i Skalborg.

Da pengene var hjemme, sagde vi begge op i en pokkers fart, for ikke om vi ville sidde ved de kasser længere end højst nødvendigt. Vi havde planer.

Allerførst skulle vi til Spanien. Vi fløj derned. Vi efterlod 2 bekymrede mødre hjemme i Aalborg og satte kursen mod det farlige Syden, hvor alt kunne ske, men vi var jo fornuftige piger, så i virkeligheden var der ingen grund til bekymring. Vi skulle nok klare os.

Vi klarede os også. Vældig fint endda. Helle formåede at holde den meget insisterende spanske tjener på afstand, om end det krævede metoder vi ikke omtaler her. Jeg syntes det var imponerende at se, hvordan hun fægtede sig igennem nætter på det lokale diskotek, belejret af sin elskovssyge tilbeder, men den slags håndterede hun i roligt tempo.

Til gengæld var hotellet også invaderet af en flok støjende københavnere, som til fulde levede op til alle vores iboende fordomme. De fyldte stort set hele hotellet og selskabet var vel ikke på meget mere end 16 gæster, men forargede var vi altså. Det blev kun værre.

En nat kunne vi ikke sove, fordi der blev dyrket intens intim fysisk kontakt lige nedenfor vores vinduer gennem flere timer (imponerende arbejde dér Stig) og uagtet, at vi smed diverse løsøre ned fra 2. og også ind imellem var heldige at ramme synderne, så havde det absolut ingen effekt. Vi måtte passivt lytte på sidelinien indtil det friske par var mætte, hvilket altså tog temmelig lang tid.

Nu var bunden ligesom nået, syntes vi, så da en af de absolut underligste af flokken, en ufattelig bøsset og ekstremt forfængelig fyr (rød urrem og røde sko, grøn urrem og grønne sko og lad os alle huske, at skifte flere gange om dagen�), henvendte sig, blev han blæst baglæns gennem lokalet. Han opgav ikke uden videre. Han ville nu gerne den kontakt og fordi han var så stædig, fik han til sidst tøet de to stramme nordjyder så meget op, at han kunne få spurgt, om ikke han kunne mødes med os på stranden næste dag.

I første omgang nægtede vi, men han insisterede og blev ved. Til sidst gav vi os, angav et cirka tidspunkt og fortalte hvor vi normalt lå nede på stranden. Så lod han os endelig i fred, så vi kunne skrige af grin over hans totalt bøssede måde at gøre alting på. Vi skreg af grin over hans trang til konstant at skifte tøj, hans behov for at tjekke udseende i hver eneste glasflade der fandtes på hotellet og hans tåbelige, men meget søde tilgang til sådan et par gimper som os.

Næste dag havde vi glemt, at vi modvilligt havde indgået aftale med ham om at mødes på stranden. Vi lå og solede os, da jeg ude i horisonten fik øje på en totalt latterlig bøsse, som nærmest smådansede hen ad stranden iført små leopardmønstrede tangatrusser, mens han undersøgende spejdede langs rækkerne af danskerblege kroppe. Vi grinede af ham, men jeg skal love for at smilene stivnede, da vi opdagede, at det var ham tossen fra aftenen før og det eneste han var på udkig efter, var os.

Resten er historie, for det var min mand, som havde hældt sin smækre krop i leopardtangaen. Bøsse var han ikke og i stedet opdagede vi, at københavnere slet ikke var så ringe selskab, som vi troede.

I dag skal vi være sammen med Helle og hendes familie. Det sker alt for sjældent og vi glæder os.

PS – jeg synes det er noget totalt i orden hår jeg har på billederne. Så er det på plads!