Talentløse kræ

Så er han altså tæt på en bortadoption. Meget tæt. Han læner sig op af den…

Vi skulle på torvet tidligere i dag og fordi Susanne og Eriks nyeste medlem af familien, Boffi, en ruhåret jagthund, meget gerne vil bide hovedet af Oskar, blev Susanne og jeg enige om, at det kunne vise sig at være praktisk, at tage kræet (mit altså) med ind på torvet.

Vi fandt og købte flotte jordbær og modne figner. Vi kiggede grøntsager og fisk. Vi duftede blomster og Oskar duftede hundenumser. Alt forløb i skønneste ro og orden indtil ynken blev placeret udenfor ostebutikken.

Hunden skabte sig så meget, at han efterhånden fik samlet sig et temmeligt omfattende publikum og imens stod vi så inde i butikken og anstrengte os for at lade som om, at det bestemt ikke var en hund vi havde medbragt.

Susanne forsøgte sig sådan lidt kosmopolitisk med en mobiltelefonsamtale midt i det hele. Den faldt på et tørt sted og afledte lynhurtigt opmærksomheden fra vores stjålne øjenkast i retning af det grædende dyr, som de efterhånden allesammen havde ondt af. Da hun tog den, svarede hun med et højt og rungende, stramtandet og bestemt: “Ja, det er chefen her…”.

Herefter blev der ganske stille i butikken. Hvem bliver ikke nysgerrig på resten af en samtale, som starter på det vis? Jeg ved, at jeg ville være det, men det havde nu en ganske naturlig forklaring – det var hendes hjælper i butikken, som ringede og snart efter havde Oskar igen fået tilkæmpet sig al opmærksomheden ved at hyle hjerteskærende alt imens han forsøgte at begå harakiri i sin hundesnor. Det var den rene ynk…

Det endte op med, at Susanne gik udenfor for at redde dyret, mens jeg betalte ostene. Hun satte straks indkøbene på jorden ved siden af Pjosket, for at redde ham fra den sikre kvælningsdød, men hvad er takken for sådan en barmhjertig gerning så?

Hunden vendte sig, logrede lidt med halen og lettede så ben op ad kurven med vores jordbær og figner…

Er der nogen, som er liebhaver? Han gør det sikkert aldrig mere… måske…