Hvad musik gør…

Jeg har stadig åbne sår. De springer op og sådan bliver jeg en gang imellem mindet om, at jeg ikke er andet end et menneske.

Jeg har været meget glad for The Calling med Whereever You Will Go. Det er slut. Jeg kan ikke længere lytte til den. Sker det ved et uheld, at jeg får den sat på i bilen, kan jeg være sikker på, at der ikke går mange sekunder, før tårerne presser sig på og øjnene løber over. Sorg skal vel have sin tid…

Jeg ved det. Jeg undgår den. Jeg spiller den ikke. Aldrig mere, medmindre jeg er uopmærksom.

Jeg holdt så meget af den engang, men efter Dennis’ død, kunne jeg ikke længere lytte uden, at den mindede mig om ham, mit hjertes lillebror. Han er der jo stadig, inderst inde. Savnet og den dybe følelse af uret og det urimelige i, at han ikke skulle være her længere slider ikke på mit hjerte til daglig, men Wherever You Will Go starter lavinen, så jeg spiller den ikke.

I dag skete noget forunderligt. Jeg havde, fordi variation og nye oplevelser er godt, taget en gammel CD med ud i bilen. Der skulle være lidt gang i den, nu jeg skulle ud på en længere tur, så jeg endte med at snuppe Østkyst Hustlers med Så hold dog kæft. Det er hundrede år siden sidst, men den blev smidt i afspilleren og pludselig genlød hele bilen af Dennis’ stemme.

Jeg aner ikke hvem af dem, der lyder som Dennis, men en af dem gør. Fuldstændigt som Dennis. Lidt hæs og dreven og det gjorde mig glad…

Denne her plade minder mig konstant om Dennis, men altså på den fede måde. Den der måde, som får mig til at huske alt det gode. Jeg kan mærke, at det er i orden og pladen får lov at blive i bilen lidt endnu…