0

Skidt, så gør jeg det…

Nok har det været gummistøvlevejr det meste af dagen her, men alligevel har jeg faktisk fået lufttørret en ordentlig skudefuld vasketøj udenfor under halvtaget. Vind har der jo været nok af, så det tog ikke lang tid.
image
Oline er afsted på koloni og jeg er ikke to sekunder i tvivl om, at det var en klog beslutning, at pakke ekstra strømper med. Hun er sikkert allerede nu godt på vej ind i en selvskabt forkølelse, men den slags er der jo råd for. Kærlighed i rigt mål, kan lindre det meste i den boldgade.

Vi nyder at have ekstra tid til storebror. Vi nyder, at der er tid og ørenlyd til, at få snakket med ham om alle de ting, som optager ham. Han nyder det også. Stort.

Når det er sagt, så savner vi jo allerede den papegøje vi har boende. Vi nyder stilheden, men kun fordi vi ved, at den er forbi på fredag. Vi snakker om, at vi gerne vil overraske hende, når hun kommer hjem.

Alexander synes, at vi skal rydde op på hendes værelse. Jeg er sådan set enig. Det kan være en uoverskuelig opgave for Oline og hun vil være os evigt taknemmelige. Jeg har sådan set kun ét problem med forslaget. Jeg ender med at lave det hele, mens han sidder ved siden af og er ved at dø af grin over, at han fik mig til det.

Alligevel gør jeg det. Det er hans forslag og vi har været ude at købe nyt fint sengetøj, som også skal være en del af overraskelsen. Det er vasket og tørret og kommer på senere i aften. Vi vil gøre det rigtigt fint, til hun kommer hjem igen. Vi savner hende jo begge to…

Du vil sikkert også kunne lide