Edderspændt

Nogen gange kan jeg altså blive så rasende, at det kan undre, at de ikke kan se røgen!

Sidst det skete, var i forbindelse med en diskussion omkring den sidste nye trend indenfor specialundervisningssektoren. Nu er det (igen) blevet moderne, at integrere børn med særlige behov i normalklasser.

En speciallærer og en skoleleder diskuterer den nyeste politik på området. Jeg lytter fra sidelinien.

– Jamen, hvad får pludselig ministre, kommunalpolitikere og skoleledere til at vælge den kurs, når vi endelig har bevist, at de børn ikke magter den integration, spørger læreren, fortvivlet ved udsigten til elevernes forestående nederlag.
– Ja, det er altså den sidste nye trend.
– Ja… men…
– Ja og så er det naturligvis også den vej vi følger.
– Hvorfor pludselig den integration, som vi i de sidste 10 år er gået støt og roligt væk fra? Vi ved jo, at de ikke kan magte den.
– Sådan gør de i Italien!

Personligt ved jeg jo godt, at med de nye regioner, den nye kommunalpolitik og decentraliseringen på området, er det langt mere økonomisk med en løsning, som er skruet sammen efter ovenstående devise, men min fortvivlelse var massiv, da skolelederen så sluttede af med at sige:

– Ja, faktisk skal man som lærer se det som en fordel. Klassen tilføres jo ressourcer.

Jeg bliver fortvivlet, når jeg oplever en skoleleder, som i den grad er ude af takt med en del af sit ansvarsområde, nemlig specialundervisningen og det er bl.a. derfor jeg aldrig kommer til at synes, at integration er optimal. Tanken om integration kan jeg lide. Den er jo smuk, politisk åh så korrekt og intentionerne har vel oprindeligt været gode. Jeg har til gengæld udelukkende dårlige erfaringer, når ideen skal føres ud i praksis.

Mange skoleledere sidder hver dag og tackler problemer med den svære integration, alt for høje klassekvotienter og deraf udbrændte og desillusionerede lærerkræfter. Hver eneste dag er der nok at tage fat på i “normalskolen” og er de så tilmed “begavede” med en række specialklasser, er der sjældent kræfter til at tage dem med i den daglige refleksion, men at servere et udsagn som ovenstående viser med al ønskelig tydelighed, at her er en mand, som har misrøgtet sit ansvarsområde.

At være et barn med særlige behov udløser ind imellem ekstra mandetimer, men jeg har endnu ikke oplevet, at det er sket uden grund. Det er jo ikke sådan, at børn med særlige behov automatisk får en højere normering. En ansøgning om den slags skal være veldokumenteret og med skudsikker begrundelse inden amtet sætter sit stempel med godkendt på den.

En skoleleder, som med oprejst pande kan servere en virkelighed, som den ovenfor beskrevne, skulle skamme sig. Han har ganske enkelt ikke brugt tid på at prøve at forstå en del af sit ansvarsområde.

Han har intet begreb skabt om de behov, nogle af hans elever har og at sige “Klassen tilføres jo ressourcer” ligger så langt fra den oprindelige tanke om disse børns ekstrabevillinger, at det stinker af uvidenhed og ligeglad holdning til en del af hans elevgrundlag.

Han er kulturbærer og har derfor et enormt ansvar i forhold til alt hvad han signalerer gennem tale og handling. Han er godt i gang med at svigte en del af sine elever godt og grundigt ved at signalere, at deres ekstrabevillinger kan betragtes, som en ekstragevinst for den klasse de nu skal enkeltintegreres i. Han burde i stedet for understrege, at ekstrabevillingerne er der, for at gøre det til et rimeligt projekt, at prøve at integrere disse børn. At ekstrabevillingerne er øremærket disse børn.

Til gengæld for sin holdning, får han formentlig større og flere problemer at forholde sig til i den nærmeste fremtid. Disse udfordrede børn er ikke uden grund blevet placeret i et miljø, som er tilpasset deres behov.

At flytte dem tilbage i det miljø, som de i sin tid er fjernet fra, fordi det var for svært for dem, skal nok give ham kam til det hår han ikke har, men til gengæld er jeg helt sikker på, at han til enhver tid vil sende bolden direkte tilbage til klasselæreren med besked om “I har fået så mange ekstra ressourcer herinde, så det kan bare ikke passe, at I ikke kan få det til at fungere!”, for herefter at overlade ansvaret til klasselærere, som i løbet af ganske kort tid er udbrændte og ulykkelige.

Forældrene burde måske på banen her, men jeg taler ikke om forældre som mig. Forældre til multihandicappede børn. De fleste af os, skal nok råbe højt, når den slags overgreb rammer vores børn. Vores børn er jo “bare” handicappede og det er i hvert fald ikke vores skyld. Det er ikke de børn vi her taler om.

Det er de børn, som mangler sociale kompetencer og har generelle indlæringsvanskeligheder, som er svære at diagnosticere. De “urolige” og “utilpassede” børn, hvis forældre allerede gennem en årrække har oplevet, at deres børn har været en belastning for både kammerater og klasselærer. De forældre, som har siddet i situationer, hvor det blev insinueret, at det formentlig var deres manglende forældrekompetencer, som var skyld i barnets vanskeligheder. De forældre, som i forvejen er belastet af følelsen af at være forkerte, fordi deres børn har været “forkerte” i en periode af deres skoletid.

Det er ikke bare trist. Det er en forestående katastrofe, men børnegruppen er lille og næsten usynlig, hvorfor heller ingen lærere påtaler skolelederens ligegyldige holdning. De er nemlig i gang med at lede efter nyt job og jeg forstår dem godt.

Han er ikke enestående. Langt fra…