En kvinde har været forbi Alexanders hjemmeside og sender efterfølgende en e-mail med bl.a. følgende indhold…
Jeg er netop i denne uge på mit 5. kursus i ABR i Hvidovre hos ABR Belgien. Da jeg kom hjem fra dagens kursus var din hjemmeside nævnt på Hjernebarnets chat, som en god hjemmeside, der er værd at besøge – og det er grunden til at jeg kiggede på den. Jeg må indrømme, at jeg tror, at ABR kan være noget for dig. ABR er en blid massageteknik, der opbygge kroppens muskler, knogler, bindevæv mv, samt kroppens funktioner.
Vi har selv trænet XXXXX efter ABR-metoden i lidt over et år nu. I dette år er XXXXX forvandlet fra at være en dukke uden særlig mimik og kontakt, til at blive et levende barn, der kan sparke, løfte hovedet, rulle fra side til ryg og ryg til side – og MANGE andre synlige fremskridt.
Jeg har jævnlig kontakt med 20 andre danske familier, der træner efter ABR-metoden, og jeg må indrømme at jeg bliver rørt, når jeg ser dem – rørt over alle de fremskridt disse børn får. Synlige, jævnlige og store fremskridt :o)
Jeg synes bare at jeg ville nævne det – jeg håber ikke at jeg har blandet mig for meget.
Jo, vel har du blandet dig for meget, for jeg, Alexanders mor, er noget SÅ træt af, at ingen af jer Doman-, ABR– og Petö-forældre forholder jer spor kritiske til det faktum, at I lader jer forvandle til semiprofessionelle behandlere i stedet for at være forældre.
Bemærk venligst, at jeg ikke stiller spørgsmålstegn ved behandlingsformerne, men ved det faktum, at I ender med at være behandlere for jeres egne børn. Vi har selv gode erfaringer med nogle af metoderne, så det er ikke der min sko trykker…
Jeg er SÅ træt af, at I aldrig ulejliger jer med at forholde jer til det faktum, at de søskende der måtte findes i en familie med et multihandicappet barn, hver evige eneste dag lever med, at skulle tilsidesætte egne behov til fordel for en bror eller søsters uopsættelige behov for madning, bleskift, badning eller andre af de mange daglige pligter der påhviler os i forvejen.
I synes til gengæld, at det er i orden, at give dem endnu mere grund til at udsætte egne behov, fordi I bruger jeres energi på at agere behandlere i eget hjem. I synes til gengæld, at det er i orden, at I bruger masser af energi på det handicappede barn.
Det er jeres behov.
Jeg kan sagtens genkende det behov. Behovet for at gøre en forskel. Behovet for at kunne håbe på en mirakuløs bedring. Behovet for aktivt at gøre en indsats i forhold til den livssituation I er blevet sat i, men…
Jeg er mor og jeg vil have lov til at være mor.
Jeg ved godt, at alle disse metoder hjælper. Jeg ved godt, at børnene gør fremskridt. Jeg ved godt, at indsatsen oftest ikke er forgæves, men helt ærligt; prisen er alt for høj.
Prisen er alt for høj, når jeg tænker på, at der er liv, som ikke leves. Når jeg tænker på, at der er hverdage, som er så fyldt af træning (som helt sikkert føles meningsfyldt), at der ikke er overskud til ret meget andet.
Når jeg tænker på, at der er år, som bruges på at behandle i stedet for at grine, lege, kede sig, slappe af, læse bøger eller gå i biografen, forfølge en voksendrøm, få en karriere og en meningsfyldt tilværelse uden at det nødvendigvis drejer sig om det handicappede barn.
Prisen er alt for høj, når jeg tænker på, at der er søskende, som må vokse op med bevidstheden om, at deres handicappede søskendes træning altid kommer i første række. Når de hver eneste dag må leve med, at skulle finde tålmodigheden frem, fordi der aldrig helt er tid nok eller mulighed for at forfølge de ting, de har lyst til.
Er man god til at kompensere for alt det jeg nævner ovenfor, er man til gengæld nødt til at tilsidesætte egne behov og det synes jeg heller ikke er i orden.
Jeg synes nemlig, at alle mennesker har ret til et liv med indhold. Et liv med kvalitet og ikke et liv, som i sidste ende blev en ofring af alle drømmene på det alter der hedder “vi gjorde i hvert fald alt hvad vi kunne for ham og så kostede det da godt nok…”, fuldfør selv sætningen med karrieren, drømmene, livsglæden, energien eller hvad der nu passer bedst på jeres familie, for jeg er sikker på, at der er en pris at betale. Det er der herhjemme og vi har endda valgt meget bevidst, at vi ikke vil agere behandlere, men have lov til at være Alexanders far og mor. Alligevel koster det så rigeligt.
Min påstand er, at jeres behov for at behandle i den udstrækning nogle af disse “retninger” fordrer, er en virkelighedsflugt. At det er jeres behov, fordi det fritager jer for at forholde jer til, at livet ikke blev, som I havde drømt om. At I landede i Holland i stedet for i Italien.
Måske er jeres påstand så, at jeg er nydelsessyg og ikke tager ansvar, men til gengæld har jeg gjort mig den ulejlighed, at overveje konsekvenserne af alle disse behandlingsmetoder og jeg har fundet prisen alt for høj. Når jeg diskuterer det her med de af jer, jeg har været i nærkontakt med, viser det sig ofte, at I slet ikke har lyst til overveje hvad prisen ender med at være for jeres engagement. Det er angstprovokerende og sørgeligt.
Jeg er fuld af beundring over jeres vedholdenhed, men mit hjerte græder alligevel for jer og for jeres familie, som betaler en meget høj pris, for noget jeg hverken kan eller vil påtage mig, nemlig at tilsidesætte alt til fordel for at blive behandler og dermed tage ansvaret for om mit barn udvikler sig optimalt eller ej.
Jeg bruger gerne energi på at arbejde for bedre behandling til vores handicappede børn. Jeg arbejder gerne på at give os forældre bedre vilkår, fordi vi alle ender med at betale en vældig høj pris, alene for at være forældre til et handicappet barn. Jeg arbejder gerne på alle de ting, men én ting vil jeg have lov til og det er at være mor til et barn, som så tilfældigvis er kommet ind i verden som handicappet.
Bare have lov til at være mor…
29 kommentarer
Liselotte
29. september 2005 at 08:00Ja, det m? du da :-)
For?vrigt dejligt at h?re, at det g?r s? fantastisk med jeres datter. Held og lykke med hende fremover.
Michael
29. september 2005 at 07:39Vi er jo i bund og grund enige.
Vi er forholdsvis nye i “branchen” (2 ?r)
Det er meget f? der holder op og grunden til at de holder op er som regel ?konomi eller kommunen der sp?nder ben ved at fjerne tabt arbejdsfortjeneste fra moderen fordi barnet nu er s? godt at det kan komme i institution. (Man glemmer ligesom at t?nke p? hvorfor barnet ikke har s? mange sygedage mere.)
En enkel familie er stoppet fordi de ikke mente at effekten var indsatsen v?rd.
En enkelt familie er stoppet pga. meget alvorlig sygdom (nu ville man leve og nyde livet).
2 familier er stoppet fordi b?rnene simpelthen er blevet s? gode at de er begyndt i almindelig skole!
Det er kun lige dem jeg kender til… resten bliver p? programmet fordi de ser at b?rnene udvikler sig langt over l?gernes prognoser.
Vi har nu p? halvandet ?r brugt 150-200.000 p? at tr?ne Maya, Min kone har g?et hjemme hele tiden og der har v?ret et rend af hj?lpere i huset. Tr?ningen er steget fra 1-2 timer om dagen da hun var helt sp?d til nu 5-6 timer…. vi har lagt vores tiln?rmelse om, nogle venner er siet fra men heldigvis er mange andre kommet til.
Om det er det v?rd?
Ja absolut, Maya er nu st?rkere, har stort set ingen sygedage. Epilepsien har vi sagt farvel til (hun fik 3 typer medicin og var dopet i d?gnets 24 timer), spasticiteten holder vi nede p? et fornuftigt niveau og sidst men ikke mindst er hun g?et fra at v?re funktionel blind til at have n?sten normalt syn.
Nok om Maya, jeg har v?ret inde p? Alexanders hjemmeside og jeg kan se p? billederne at i har v?ret hele serviceloven igennem ogs? mht. hj?lpemidler.
Og m? jeg s? slutte af med at sige at Alexander d?lme er en dejlig kn?gt :o)
Liselotte
28. september 2005 at 12:30?h jo Michael… jeg genkender alt hvad du skriver. Det er fortvivlende, at systemet stadig ikke har mere omsorg og overskud, n?r det kommer til for?ldre med handicappede b?rn. Jeg mener i form af information, som de for?vrigt, via lovens bogstav, er forpligtede til at give.
Jeg har endnu ikke m?dt et for?ldrepar, som har oplevet, at kommunen uden forudg?ende opfordring, har givet oplysninger om de muligheder man har, som familie med handicappet barn…
Du snakker ?konomi, til bl.a. at finansiere hj?lpere med og det er netop der jeg vil hen. Hvis man som for?lder ikke f?r/har tilstr?kkeligt med hj?lpere, bliver det ganske enkelt for h?je omkostninger familien m? betale, med et tr?ningsprogram som jeres.
I har tidsbegr?nset jeres tr?ningsindsats og vil s? evaluere. Det er s?m?nd det eneste jeg advokerer for i mit indl?g, at man evaluerer (det er det jeg kalder k?bmandsskab) og herefter tager stilling til, om indsatsen st?r m?l med resultatet.
De for?ldre jeg har snakket med, ?nsker slet ikke at se deres valg som et banalt regnestykke, hvor indsats og udbytte skal st? m?l med hinanden. Det er der min bekymring ligger, for det er efter min mening ansvarsl?st og uvilje til at se virkeligheden i ?jnene.
Jeg ved alt det her er sv?rt. Jeg ved, at det kr?ver mod, vilje og en kraftanstrengelse, at se tingene, som de er. Jeg har selv v?ret der og derfor siger jeg, som jeg g?r. Jeg ved at tingene ind imellem g?r ondt, kr?ver flere kr?fter end man har og l?g til det, at vi samtidig skal forholde os til det faktum, at livet blev et andet end det vi regnede med, men der er altid lys efter m?rke. Gl?den kan findes de utroligste steder – det ved b?de du og jeg :-)
Alexander kan du for?vrigt l?se mere om her – men b?r over med os, for siden er ikke opdateret i meget lang tid. Den unge mand har f?et andre interesser…
Michael
28. september 2005 at 12:09F?rst og fremmest ?konomi.
Hj?lpere skal afl?nnes, kurser skal betales. Hvis ikke vi havde de ?konomiske bekymringer ville vores hverdag se meget lettere ud. Beregninger viser tilmed at det ikke er dyrere at tr?ne Doman… snarere tv?rtimod.
Jeg ved at der er en fors?gsordning, men det er jo kun et f?tal af kommuner der er med i den. Havde vi boet 20 km. v?k havde vi kunnet f? st?tte til hj?lpere… det er frustrerende. Heldigvis har vi nogle dejlige frivillige hj?lpere – det giver bare ekstra arbejde at “administrere” dem.
Derudover har vi jo den daglige kamp vedr. hj?lpemidler: det tog over et halvt ?r at f? et st?stativ s? Maya kunne tr?ne sin ryg. Det tog over et halvt ?r at f? en badestol osv. osv.
Vi overvejer at s?ge om hendes f?rtidspension, der er godt nok 16 ?r til hun n?r det punkt. Men s? er chancen for at sagen er f?rdigbehandlet jo noget st?rre.
De sidste ting kan man jo sige er sm? ting, men n?r der skal k?mpes for hver eneste lille dims Maya har brug for s? bliver det uoverskueligt.
Derudover skal vi selv finde ud af hvordan loven fungerer. De kommer ikke rendende og viser os de ting de kan tilbyde os. De gange vi s? kommer med med et “krav” siger de “n?hja det kan vi ogs? hj?lpe med”. Vi skal hele tiden v?re p? nakken af dem.
Vi er ved at unders?ge mulighederne for at komme til en handicapvenlig bolig. (vi har vindeltrappe og forskudte plan). Jeg kunne faktisk starte en blog bare med det emne. Der sker ingenting medmindre vi sl?r i bordet og indtil videre er der g?et et halvt ?r med at unders?ge muligheder….
Jeg stopper her inden jeg kommer for godt i gang, men nogle af disse problemer m? du vel ogs? kende til. Nu kender jeg ikke til din drengs handicap s? jeg ved ikke hvor meget i har haft brug for hj?lp?
Liselotte
27. september 2005 at 15:56“Der har v?ret en unders?gelse blandt “Doman”-familierne. De blev spurgt hvad det v?rste ved at f?lge programmet var.
Svaret var enstemmigt og ganske skr?mmende: det offentlige system.”
Jeg f?r lyst til at sp?rge uddybende. Hvad er det I efterlyser, men som det offentlige system ikke kan/vil bidrage med?
Michael
27. september 2005 at 13:30Problemet er vel at ingen i det offentlige system ville kunne l?gge s? mange kr?fter eller engagement tr?ningen som en far eller mor kan.
Et er at f? det offentlige til at anerkende behandlingsmetoden…. det er jo sv?rt nok.
En anden ting er at f? det offentlige behandlersystem til at rette ind efter metoden… Det vil aldrig aldrig ske….
Der har v?ret en unders?gelse blandt “Doman”-familierne. De blev spurgt hvad det v?rste ved at f?lge programmet var.
Svaret var enstemmigt og ganske skr?mmende: det offentlige system.
Jeg tror det er meget kendetegnende for de familier der anvender Doman-metoden.
Du mener prisen er for h?j, jeg mener at det ikke kan g?res op p? den m?de. Man m? prioritere og vi har sat en tidsramme der siger at vi stopper op n?r Maya er 4 (om 2 ?r) og ser hvordan situationen s? ser ud.
M?ske stopper vi f?r, men s? er det fordi vi ikke kan skaffe pengene.
Og s? lige tak for et godt svar – selv om vi ikke er enige
Liselotte
27. september 2005 at 09:29Tusinde tak for dit indl?g Michael. Dejligt at h?re, at I f?r valuta for indsatsen :-)
Jeg sk?rer IKKE alle over ?n kam. Slet ikke!
Jeg skriver om mine bet?nkeligheder ved ukritisk at kaste sig over en behandlingsmetode.
Jeg skriver om de for?ldre, som IKKE g?r sig overvejelser om den pris hele familien betaler for s?dan et valg.
Jeg skriver om min bekymring for de familier.
I har gjort jer overvejelserne, truffet jeres beslutning og dermed er I g?et bevidst ind i tr?ningsforl?bet. I er bevidste om, at det koster for en familie og dermed ogs? bevidste om, at det kr?ver mere end blot indsatsen omkring tr?ningen, at komme helskindet igennem, som hele mennesker – allesammen.
Jeg skriver til geng?ld, at jeg synes, at den pris I betaler er alt for h?j. Det fastholder jeg, for det synes jeg. Jeg ?nsker ikke at underkende jeres indsats – den er al ?re og respekt v?rd, men jeg ?nsker, at I for?ldre rejser jer op og k?mper aktivt for, at det IKKE er for?ldrene, som skal agere behandlere og det ?nsker jeg, fordi jeg synes behandlende for?ldre betaler en alt for h?j pris for at have f?et et barn med handicap. Der er s? rigeligt at se til i forvejen…
Jeg ved, af gode grunde, ikke om du er uenig med mig i, at du og din familie betaler en pris, som ikke er ulig den jeg har beskrevet, for at v?lge at behandle jeres datter?
Jeg synes ikke det er rimeligt, at I skal betale den pris. Jeg fastholder, at den er alt for h?j for alle parter i s?dan en familie.
Michael
27. september 2005 at 09:14Jeg kan godt forst? din reaktion p? henvendelsen. N?r man har gjort op med sig selv at man vil v?re for?lder og ikke for?lder/behandler m? det v?re frygtelig irriterende at blive kontaktet uanset hvor velmenende de s? end er.
Men at du sk?rer alle os “metode”-for?ldre over en kam er jeg lidt ked af. Vel har vi overvejet om den store oml?gning er det hele v?rd. Vel har vi overvejet om de raske s?skende bliver overset – hvilket ville v?re sket alligevel om familierne havde tr?net eller ikke tr?net.
Du taler s? om k?bmandskab – her st?r jeg af.
Havde jeg anvendt k?bmandskab havde vi ikke begyndt tr?ningen – men at ens barn bliver medicinfri, slipper for sonde, korset og alskens andre grimme ting kan ikke g?res op i tid og penge. Og nej det var ikke sket hvis vi havde fulgt den slagne vej.
Jeg har fuld respekt for dit valg om kun at v?re mor for dem (og jeg kan fornemme p? alle de andre indl?g at det er en ting du mestrer) og i m? s? ogs? respekterer at vi ogs? p?tager os rollen som behandlere.
At v?re behandler udelukker jo ikke at man er en god mor eller far. Mht. s?skende har jeg aldrig m?dt problemer – ja barnet fylder meget i dagligdagen, men det ville barnet ogs? g?re hvis ikke man tr?nede, ja m?ske endnu mere.
Tro ikke at vi ikke er kritiske og skeptiske overfor de n?vnte metoder. Vi har i h?j grad overvejet fordele og ulemper og har derefter truffet vores valg.
mvh.
Michael
Far til Hjerneskadet pige der tr?ner efter IAHP’s programmer (Domanmetoden)
Ps. vi kan sagtens acceptere at Maya er hjerneskadet. Men vi accepterer ikke l?gernes dom over hendes potentiale og fremtidsudsigter.
Og indtil videre har vi gjort deres domme til skamme.
Irene
17. september 2005 at 18:42Liselotte, jeg vil blot sige:
Amen!
K?rlig hilsen,
Irene
Fr. M?ller
9. september 2005 at 10:33Jeg har set et par dokumentarudsendelser om hjerneskadede b?rn, der blev tr?net efter Doman-metoden. Og selv om jeg godt kunne se, at b?rnene gjorde visse fremskridt, syntes jeg, prisen var ufatteligt h?j!
Personligt ville jeg ikke orke at tr?ne 5-6 timer om dagen med mit hjerneskadede barn, men hellere bruge mine kr?fter p? at v?re en god mor udfra de foruds?tninger, mit barn nu engang havde. For jeg synes, udfra, hvad jeg har set, at udbyttet trods alt var alt, alt for lille i forhold til, at hele familiens liv var koncentreret om og styret af behandlingen.
Fremskridtene var – s? vidt jeg husker – stort set fysiske. Jamen betyder det da s? meget, om et barn kravle fem eller halvtreds meter, hvis det i ?vrigt har et godt liv, hvor det er omgivet af k?rlighed og respekt? I min bog – nej…
Og det kan jeg sagtens sige, fordi jeg aldrig har haft problematikken inde p? livet.
Liselotte
9. september 2005 at 07:14Tak for dit input Malene :-)
Din historie fort?ller netop ogs? om en mor, som n?ede til at synes, at prisen for at v?re behandler for eget barn, var for h?j.
Hun fik behov for at have et liv, som rakte ud over tr?ningen med hendes barn – og det er s?m?nd ikke overraskende og kun godt og positivt for deres lille familie, som jeg ser det.
Det er de familier, som aldrig evaluerer p? indsats kontra udbytte, som skr?mmer mig.
Malene
9. september 2005 at 06:44K?re Liselotte
Nu skal jeg overhovedet ikke g?re mig klog – men jeg har selv passet et handicappet barn som vi har tr?net efter doman og ABR metoden.
Jeg kan SAGTENS forst? dine bet?nkninger ved at tr?ne med sit barn som for?ldre, da det tager MEGET tid!
Der hvor jeg var ansat var vi 2 ansatte af komunnen, moderen til barnet betalte selv vores kurser, men vores l?n blev afregnet af kommunen s? moderen kunne komme ud og arbejde 5-6 timer dagligt.
Hun havde g?et hjemme med hende i 5 ?r (fra hun blev f?dt) men f?lte sig til sidst som fange i eget hjem. Hun tr?nede rigtigt meget med hende, men hun var ogs? alene med hende og igen andre s?kende.
Da jeg starede med at arbejde der, blev vi opl?rt i alle tr?ningsteknikkerne og s? begyndte moderen at arbejde – og s? skulle vi st? for tr?ningen s? n?r hun kom hjem kunne hun v?re MOR!!!
N? men jeg var ikke ansat s? l?nge da jeg fik nyt arbejde, men det var en sp?ndende arbejdsplads.
M?ske har du ogs? mulighed for at f? hj?lp?
Malene
Claus
8. september 2005 at 18:30For satan da, hvor er det st?rkt Liselotte. – Godt g?et! Selvf?lgelig skal du som ansvarlig mor dele sol og vind lige for dine b?rn – det er alle bedst tjent med.
lucie
8. september 2005 at 17:50Det er i Norge som i Danmark, foreldrene tr?r til. De bygger sine hus om, inreder det til treningslokale osv. S? jeg er enig med deg at foreldrene p?tar seg en annen slags foreldrerolle enn den vi kjenner. Det skulle v?rt slik at andre utenfra tok seg av det, men da ville man m?ske ikke se sitt barn fordi det jo er en rett omfattende behandlingsform.
Akkurat disse foreldrene har f?tt stor hjelp av venner, naboer og s?sken av mannen p? 28. Dette tilfellet som jeg omtaler g?r ikke ut over noen egentlig.
Liselotte
8. september 2005 at 17:09Ja… og som jeg skriver lucie, s? handler det ikke om behandlingsmetoder, men det faktum, at man som for?lder p?tager sig rollen som behandler for eget barn. Dermed giver man k?b p? nogle andre ting…
Jeg ved ikke hvordan man g?r hos jer, men her i Danmark, er det jo prim?rt for?ldrene, som selv m? p?tage sig at behandle b?rnene efter de tilg?ngelige og mere eller mindre anerkendte metoder, hvilket netop afstedkommer tab af for?ldre-rollen. Desforuden har det ogs? en pris p? enormt mange andre omr?der af tilv?relsen.
Hvilke for?ldre ?nsker ikke et godt liv for deres b?rn? Det g?r vi vist alle uanset om de er mere eller mindre udfordrede ;-)
Dit eksempel er jo fantastisk – en solstr?lehistorie, som ville g?re enhver glad og jeg underkender bestemt ikke deres indsats, men der er alt for mange ukendte parametre, som ikke er belyst, hvorfor jeg slet ikke vil begynde at have en mening om den…
– hvor lang tid har de brugt hver dag p? tr?ningen?
– var det for?ldrene selv, som tr?nede med ham?
– har han sm? s?skende?
– hvordan har familien oplevet den intense tr?ning?
– hvor meget og hvor intensivt har man tr?net med ham f?r Doman-metoden?
o.s.v.
N?, lad os bare konstatere, at det er en fantastisk historie, som kun kan g?re en glad i hjertet – for det g?r den bestemt :-)
lucie
8. september 2005 at 13:08leste i v?r dagsavis om akkurat dette. For f?rste gang i sitt liv skal en med diagnosen “sterkt psykisk utviklingshemmed” f? stemme ved stortingsvalget. Han er 28 ?r og har siden januar trent etter Doman metoden. I l?pet av denne tiden har han l?rt ? uttrykke seg skriftlig, og vil n? fors?ke ? f? gjort om sin diagnose. Hans tanker og meniger kommer n? til uttrykk. Det er flott. Her er det vel snakk om at eldre foreldre ?nsker s?nnen et mer verdifullt liv etter deres bortgang? Jeg tror det er slik de tenker.
Likevel Liselotte, det var et knakende godt innlegg som forteller at du har tatt ditt standpunkt i forhold til din families liv. Andre velger ? gj?re det annerledes.
Grith
8. september 2005 at 11:17Hatten af for din holdning, for selvf?lgelig skal der v?re plads til at alle trives:-)
Lotte
8. september 2005 at 11:13Liselotte, det er det bedste indl?g jeg har l?st p? din blog til dato !
L :-)
Pernille
8. september 2005 at 09:12Du ER mor – for begge dine b?rn! Og din beslutning om ikke altid at lade Alexander komme i f?rste r?kke er kun til gavn for Oline og resten af familien.
Det kan vel heller ikke v?re i Alexanders interesse at komme til at f?le sig som en byrde og m?tte se p? den skjulte bebredelse i Olines ?jne, hver gang hun m?tte f?le sig forbig?et – en ikke-handicappet s?ster eller bror har vel kun S? meget t?lmodighed at t?re p?.
Jeg synes du har taget en fornuftig og sund beslutning og dine to glade b?rn er kun bevis p?, at den var rigtig.
Gitte
8. september 2005 at 08:46St?rkt indl?g i debatten, Liselotte, der findes naturligvis ogs? den anden side af sagen, men den har vi jo h?rt ganske ofte.
De for?ldre, der virkelig g?r ind i behandlingen af deres b?rn p? den m?de, mangler ofte penge til det og derfor gerne vil de i medierne (ikke et ondt ord om det) – og det kommer de s?.
Men smukt at l?se din holdning til sagen
Gitte
Liselotte
8. september 2005 at 08:02Nej Simon, vedkommende kommer ikke hjem med en gul seddel, men m?ske en ny vinkel p? hendes behandlerrolle i forhold til eget barn. Den er tiltr?ngt efter min mening.
Jeg er skam taknemmelig for al den hj?lp jeg bliver tilbudt, men min holdning til lige pr?cis det her er ingen hemmelighed.
Jeg forst?r og anerkender behovet for “at g?re noget”, men jeg s?tter sp?rgsm?lstegn ved om udbyttet st?r m?l med investeringen. Det er god k?bmandsskik, men min erfaring viser, at de f?rreste er villige til at g?re det lille regnestykke og det skr?mmer mig virkelig.
Brevet er modtaget og besvaret i den ?nd det er afsendt, nemlig som et velment forslag til en behandling.
Yrsa
8. september 2005 at 07:23H?rt h?rt Liselotte for f? t?nker p? konsekvenserner for familien som helhed !
Simon
8. september 2005 at 06:43hjem=hj?lp i anden linie. Sorry.
Simon
8. september 2005 at 06:42Fair nok. Om ikke andet har du da ihvertfald afskrevet muligheden for velvilligt hjem i fremtiden?
Du har sikkert ret i alle dine p?stande, det kan jeg ikke tage stilling til.
Derimod synes jeg, at man i det mindste burde v?re taknemmlig for den gestus, det er at ville hj?lpe andre. Vedkommende der sender mailen, ville jo bare hj?lpe, og s? kommer man n?rmest hjem med en gul seddel.
Marie-Louise
8. september 2005 at 06:28Jeg synes du er totalt sej, jeg tager hatten af for jeres beslutning, den har sikkert ikke v?ret let ( jeg kunne forestille mig, at man meget let kan falde ind p? det andet spor, hvor behandlingen overtager livet) Jeg kunne sikkert blive ved med at komme med mine tanker om dette emne, men det har du sikkert h?rt fra s? mange s? jeg vil bare sige Godt gjort:-)
Hilsen Marie-Louise
Camilla WP
8. september 2005 at 06:19Det handicappede barn fortjener at blive elsket som den han/hun er, frem for at man kun fokuserer p? det negative og hele tiden fors?ger at lave barnet om. Det er i mine ?jne manglende respekt for barnets personlighed.
lisa
8. september 2005 at 06:08og hvis de havde brugt bare en lille smule tid her p? dine sider, s? ville de have opfattet at du med dine evner for research og eftert?nksomhed nok allerede havde sat dig ind i den mulighed. Og t?nkt og afvejet og truffet din beslutning ;-)
Godt g?et, Liselotte! Du forsvinder nemlig ikke, hverken som mor eller kvinde med masser af interesser for at begrave dig som behandlingsoholic.
Liselotte
7. september 2005 at 20:56:-)
Frederikke
7. september 2005 at 20:53Et af de der underlige ?jeblikke, hvor jeg frygtelig gerne vil skrive en masse – men ender op med en simpel formulering:
Og det er du :o)