4

Arbejdsweekend

Det er arbejdsweekend med stort A. Jeg skal arbejde både lørdag og søndag og det er jeg ikke god til. Ganske vist får jeg erstatningsfridage, hvilket er skønt, men det er bare ikke det samme, som at holde fri med resten af familien og uagtet, at jeg prøver at gøre det til ingenting, påvirker det alt hvad jeg planlægger og foretager mig.

Jeg er allerede nu i gang med at formane mig selv om, at det er nødvendigt med en fornuftig sengetid. Bilen skal tankes op i morgen tidligt, inden jeg begiver mig nordpå, jeg planlægger allerede hvornår jeg må op. Tøj skal findes frem og jeg skal sørge for, at der er tænkt på resten af familiens afvikling af weekenden også.

Der er arrangementer, som kræver faderens deltagelse (nu jeg ikke kan) og med Alexanders sarte lunger, kræver det formentlig barnepige, som jeg lige skal have arrangeret. Besked omkring arrangementet indløb først i dag “for vi har jo alligevel weekend allesammen” og det er jo sandt for de fleste.

Jeg skal huske, at der skal handles ind, inden vi går ind i weekenden, for jeg er her ikke til at gøre det og at komme ud af huset er ikke ligetil, når man skal have kørestol med og sådan er der tusinder af ting, som er nødvendige at tage højde for, når weekenden bruges på arbejde.

Oftest er det meget hyggeligt, at arbejde i weekenden. Den byder altid på anderledes opgaver. Opgaver, som normalt ikke indløber til hverdag. Derfor kan jeg lide det, men jeg vænner mig aldrig til det…

Du vil sikkert også kunne lide