22

I dag er det Olines fødselsdag…

Man skal stå mere end almindeligt tidligt op, hvis man skal nå det før hende…
image
I dag er det Olines fødselsdag. Hun bliver 11 år og den slags kræver pandekager serveret på sengen, så jeg stod naturligvis tidligt op, for stille at gå i gang med at røre dej. Det gik udmærket og jeg tændte for radioen, som sagte stod og underholdt, mens jeg varmede panden.

Jeg nåede kun at begynde, da hun stod søvndrukken i døren og spurgte hvad jeg lavede. Hun er som en blodhund – kan lugte hvad hun vil på flere kilometers afstand, så den med mad på sengen gik altså ikke. Til gengæld var det rørende at se, hvor glad hun blev, da hun opdagede pandekagerne.

Det sker sjældent, at vores liv er til den slags forkølelse en hverdagsmorgen. Alexander kræver sit af praktisk hjælp og det er i orden med Oline. Hun ved, at sådan må hverdagen nødvendigvis være, så det var en fornøjelse, at kunne tilegne hende denne morgen – helt alene, uden andre at tage hensyn til. (Alexander er i aflastning til i eftermiddag)

Hun spiste – jeg lyver ikke – 13 pandekager og skyndte sig at gemme de sidste 2 til i eftermiddag. Hun var mæt, da hun for et øjeblik siden blev kørt i skole og når hun kommer hjem igen, venter en eftermiddag med jagten på den perfekte cykel.

I morges var der gaver fra moster og Heidi. En dvd med Simpsons og en cd med trommehindesprængende musik og fra mor og far var der 3 pakker med cykellås, cykellygter og en cykelhjelm, som hun blev rigtigt glad for “selvom cyklen jo er ved at være for lille”, som hun sagde, men der gemte sig endnu en overraskelse i kortet, nemlig den omtalte cykel, som altså skal findes i eftermiddag.

Tænk at det sære barn skulle blive næsten 11, før hun begyndte at cykle, men jeg ville ikke bytte hende for en million… :-)

PS – det ER hendes fortjeneste, at solen skinner…

Du vil sikkert også kunne lide