Ferietirsdag med overskud

Dagen i dag starter med følelsen af overskud. En rar fornemmelse, som holder sig endnu.

Alexanders bus var forsinket til morgen, så vi nåede at sidde og hygge sammen, bare han og jeg, inden han blev sendt ud af døren, til endnu en skoledag. Det gav overskud og en god følelse i maven. Efter han var kørt, nåede jeg lidt oprydning efter morgenmaden, fik redt senge og lavet kaffe, inden Kenneth vendte hjem igen, efter af have afleveret Oline. Det gav også overskud.

Rengøring og oprydning fik jeg klaret i går. Huset er igen til at være i og det er en rar følelse. Nu mangler jeg kun, at kunne få elimineret de efterhånden skræmmende bjerge af vasketøj, som hober sig op mens det længselsfuldt skæver sukkende mod døren, “hvornår mon reparatøren kommer?”.

Jeg skæver også længselsfuldt mod døren, for det er det sidste der mangler, for at være helt arbejdsfri. Han har lovet at være her i løbet af formiddagen. Han er ventet. Bestilt for over en uge siden, da det gik op for os, at vaskemaskinen har været syg lige siden sidste besøg. Varmelegemet er røget en tur og den slags er bare ikke godt at kombinere med mine 3-4 daglige maskiner, så at få beskeden om, at der ville gå en uge, inden han kunne komme, var langtfra tilfredsstillende, men uafvendeligt.

Mine ynkelige forklaringer om, at vi herhjemme er dybt afhængige af vaskemaskinens stabile arbejdsindsats, gjorde ikke indtryk. “Andre er også afhængige…”, sagde hun og det har hun jo så evigt ret i. At de sikkert ikke vasker så mange maskiner dagligt og derfor ikke er nødt til at iføre sig livliner, når de efter et par dage skal i bryggerset, er naturligvis sagen uvedkommende. Hun har jo ret og heldigvis kommer han om lidt…