Jeg, et rodehoved

Selverkendelse er en god ting. Det skriver jeg jo ofte nok, så det burde også gælde mig selv og jeg synes ikke altid jeg er lige god til det, men der er én ting, som jeg gerne skriver under på. Den er ikke videre flatterende, men den er sand og det var naturligvis Uffe, som absolut skulle flytte fokus fra lidt skulderklap til Liselotte, som havde frygteligt ondt af sig selv og i stedet påpege, at jeg måske skulle kigge lidt på hvorfor jeg var nødt til at rydde op ;-)

Jeg er et rodehoved. Jeg er sangvinsk så det basker og er sikker på, at nydelse er vejen frem og at jeg når tingene i morgen, hvis ikke i dag. Jeg er fuld af gode forklaringer på hvorfor jeg lige skal dette eller hint, når det kedelige venter forude. Til gengæld har jeg enorme mængder selvdisciplin, hvilket vel har bragt mig nogenlunde i sikker havn, når stormvejr truede forude.

Jeg har altid været utrolig disciplineret. Det gjaldt både arbejds- og privatliv. “Liselotte har styr på tingene”, blev der sagt og det var ikke løgn. Jeg havde virkelig styr på tingene. Jeg havde et velordnet, ryddeligt og meget overskueligt liv. Jeg satte pris på det.

For år tilbage var det meget moderne, at NLP terapeuter udtalte sig om dette eller hint og gerne i flæng og med publikum på. Populært var det og i den organisation jeg var ansat i, var også interessen for redskabet til stede, så i forbindelse med et weekendseminar var der bestilt NLP terapeut, som kunne konsulteres. Sådan mest for sjov altså…

Jeg gad ikke. Sådan en gang opreklameret pjat gad jeg ikke deltage i. Jeg afviste det, selvom kollegerne kom tilbage fra hans workshop med oplevelsen af at være blevet set lige igennem. De elskede det og hvem elsker ikke, at andre gider tale om en. Det gør de fleste jo og som jeg anførte, så er det altså nemt at etablere en succes. “Man skal bare fortælle jer noget pænt, så er I glade og synes manden er fantastisk”.

Hvordan det end gik til, så endte jeg alligevel i workshoppen og selvfølgelig endte det også med, at manden ville gøre sig klog på mig, hvilket jeg var en anelse irriteret over, for jeg havde jo sagt, at jeg bare ville være med på en lytter.

Han ramte i den grad plet, da han begyndte med at påpege, at jeg var utroligt disciplineret. At jeg var en med styr på tingene. At jeg var ansvarlig (storesøstre bærer også kors) og formentligt altid var den man kunne regne med. At mit hjem var rent og velordnet. At jeg blev beundret for den energi jeg besad og det talent jeg havde for at “bilde dem det ind, Liselotte”, sagde han gudhjælpemig så.

“I virkeligheden hersker der jo kaos. I virkeligheden er du slet ikke til orden, men til kaos. I virkeligheden elsker du nydelse. Alt hvad der er nyt og morsomt kan du lide, men når det ikke er sjovt længere er du den der rejser dig og forlader det. Uden at se dig tilbage.

I virkeligheden er du ikke spor ordentlig, men du påtager dig rollen som den med orden alle vegne. Du skal give slip og lade hende den nydelsessyge få overtaget ind imellem. Du vil have godt af det og det vil dine omgivelser også“.

Sådan cirka sagde han. Jeg grinede lidt af det, slog det hen, men indeni vidste jeg, at han havde ret. Jeg vidste jo, at det kun var på overfladen orden herskede. Jeg vidste jo godt, at jeg var og er nydelsessyg. At jeg er nem at lokke. Det var jo derfor jeg havde sådan brug for selvdisciplinen og orden. Det var jo derfor jeg stædigt fastholdt mig selv i rollen, som den der havde styr på alting. Hvis jeg gav slip, vidste ingen jo hvad der ville ske…

Livet er forbandet kort og da Alexander kom til, understregede det tydeligere end nogensinde før, sandheden i de ord. Livet er alt for kort til at nægte sig selv alt det sjove og det er heldigvis ikke for kort til at prøve at give en smule slip. At lade håret hænge løst engang imellem og det var hvad jeg besluttede mig for at gøre.

Jeg kæmper konstant med at finde balancen. Jeg vil ikke tilbage og være så utroligt selvmodificerende, at jeg ikke tillader mig selv at nyde, slappe af eller lave ingenting. Jeg vil heller ikke lade 2 og 5 være lige og bare sejle derudaf med tilfældighederne som styrmand. Jeg vil det hele. Ikke det halve, men det hele.

Jeg vil hver eneste dag minde mig selv om, at livet er kort og det derfor handler om at nyde hvert sekund. Jeg vil huske mig selv på, at nydelse er alle menneskers ret, men at orden i stedet for kaos også er praktisk og derfor en nødvendighed, som jeg må yde en del for at vedligeholde. Jeg vil huske mig selv på, at jeg har de bedste hensigter. Jeg vil huske på, at jeg ER et rodehoved og derfor også betaler prisen for det. I den anden ende af nydelsen ligger ydelsen og det er en kunst, at få goderne ligeligt fordelt, men jeg prøver, når jeg altså ikke lige er nødt til at…