Vandværket…

Jeg har længe lovet Oline, at vi skulle ned til det lokale vandværk. Hun har forelsket sig i springvandet dernede og det er såmænd ikke så underligt. Det samme har jeg.

Jeg passerer vandværket stort set hver dag. Jeg har gennem 9 år beundret den smukke bygning og nydt springvandet, når sæsonen tillader det. I vinterhalvåret er det pakket væk bag en grøn pressening, men hele foråret, sommeren og et stykke ind i efteråret, springer det glad og gerne for de forbipasserende.

Det er utroligt smukt, når det om aftenen står med lys på. Bygningen er smuk og beregnet på beundrere, men bygningen er placeret, så det ikke er nemt at tiltrække os. Den ligger på en temmelig befrdet hovedåre. Motorvejen slutter nogle hundrede meter før den og det sidste stykke vej, inden man rammer centrum, giver ikke mulighed for at parkere. Derfor må det nøjes med at blive beundret på afstand.

I aften var sidste aften, inden sommerferien var forbi for Oline i år. Derfor besluttede vi, at det var i aften vi skulle smide bilen ulovligt i vejkanten og drøne ind og mærke på springvandet. Mens Kenneth lavede aftensmad, skyndte vi os ud i bilen. En pige i en alt for tynd kjole og en kvinde, som lignede en forstyrret udgave af et katalog for indiske bryllupssarier.

Vi smed bilen ved busstoppestedet dernede. Løb ind på græsset, mærkede duggen på tæerne, mærkede vandet løbe gennem fingrene og løb i læ under den store kastanje, da det begyndte at regne.

Der er meget smukt dernede og en skønne dag, tager vi far og Alexander med en tur derned, hvor vandet springer og eternitten ligger nabo, med store tunge og grå bygninger, som alligevel ikke kan forstyrre fornemmelsen af noget helt fantastisk eventyrligt, lige midt i hjertet af Aalborg.