Min barndoms badeby

Mange af min barndoms og ungdoms sommerferier har inkluderet et sommerophold i Løkken, så naturligvis har jeg et specielt forhold til byen.

Peter Baadsmand, som ligger trofast ved nedgangen til stranden og mangen en gang har måttet lægge ryg til, når strandløverne er væltet forbrændte op nede fra sandet, hvor de hele dagen har ligget og soppet i olie og øl. Så står de klar derinde, med ankre fyldt med gyldent most, brede smil på smækre lokale piger, som sikkert ikke altid er gået alene hjem efter endt arbejdsdag.

Jeg har elsket opholdene. Elsket blæsten, som altid er trofast følgesvend deroppe, højt mod nord. Elsket Vesterhavet, som lunefuldt har givet mig forfriskende bade og brændemærket mig til evig tid. Der eksisterer ikke andre have, som står mål med mit Vesterhav.

Jeg har kendt byen, da den stadig var en stille badeby, periodevis befolket af forbrændte børnefamilier, hunde og ældre damer med lilla hår. Jeg har kendt byen, inden den blev til brænd-hjernen-af-med-spiritus-og-stoffer stedet. Jeg har kendt den, dengang den stadig var en lille flække med meget begrænset appeal.

Jeg er deroppe flere gange om året. Jeg kommer ikke kun i Løkken om sommeren, for selv om vinteren bærer den sin evigt tilbagevendende tragedie på elegant vis. Uddød, gold, kold og blæsende ligger den stille hen hele vinterhalvåret, for så at vågne og iklæde sig sine bedste og fineste fjer, når de første forårssolstrejf rammer de gamle fiskerhuse.

Jeg har været forelsket i Løkken altid. Den er bundet til smukke og fine minder fra en svunden tid. Den appellerer til min trang til nostalgi. Den giver mig en god fornemmelse i maven. Jeg ville gerne have en lille sommerhytte deroppe og måske en skønne dag lykkes det.

Jeg ville synes det var fint med et af badehusene…

I årene ca. 1890 og frem til 1. verdenskrig modtog Vendsyssel den første store bølge af badegæster, der indlogerede sig på de nye badehoteller, som efterhånden skød op langs kysten.

I 1905 var der således 160 badegæster i Løkken. Badningen foregik fra et badehus, der ved hånndkraft eller ved hestekraft blev trukket så langt ud i vandet som muligt, hvorefter badegæsten kunne træde direkte ud i vandet uden at vise sin bare krop, som badedragten afslørede uanstændigt meget af.

Efterhånden som badegæsternes antal steg, måtte man opgive at rulle vognene ud i vandet, og badehusene blev stående på stranden og brugt som omklædningsrum. I dag er Løkken Vestkystens største badeby og kendetegnet ved de omkring 500 hvide badehuse, som stadig ligger på stranden.

Badehusene er naturligvis ikke til at komme i nærheden af, så det er nok ikke dem jeg skal satse formuen på at komme til at eje. Ventelisten er længere end dem der præger det danske sygehusvæsen (121 på venteliste, nummer et på listen er påført 15. juni 1983 og har altså foreløbig ventet i 22 år), så jeg skal sikkert kigge på noget andet, hvis jeg virkelig ønsker at residere delvist i badebyen og det gør jeg jo…

Det var her jeg smagte mine første krabbeklør. Det var her jeg engang promenerede gaderne tynde med mit svenskerhår, mens jeg håbefuldt kiggede i retning af ham den lækre nede fra campingpladsen.

Det var her jeg tilbragte en varm sommer med at spise berliner pfankuchen hentet direkte ude fra bagerens ovn. Syltetøjet løb ned ad armene, mens Jette og jeg sad på en af stenene ved torvet og troede os lækre.

Det var her far altid løb splitternøgen hjem gennem klitterne, når vi havde været nede at aftenbade. Naturligvis til stor forargelse for os tøser. Det var her aftenerne var lange og lyse og fyldt af vattæpper, myggestik og citronella.

Aftenlæsningen foregik inde i sengen ved den lille læselampe, som knapt kunne lyse tilstrækkeligt til at bogstaverne ikke hoppede og dansede og der duftede altid lidt muggent og hengemt. I mørket hørtes kun en enkelt fuld svensker på afveje og ellers ingenting og når morgenen kom, kiggede man ud af vinduet, for at se om vejret holdt.

Det gjorde det som oftest ikke. Løkken vaskes i voldsomme, korte regnskyl sommeren igennem. Skyerne løber stafet over himlen og snart er der varmt og solskin, snart er der mørkt og regndråberne falder tungt, mens det lyner og tordner for en kort stund.

Helt sådan var vejret tidligere i dag, da jeg tog familien og mit kamera med på visit i min barndoms badeby. Sikke en dejlig dag.