Jeg har set døde børn…

Jeg har kendt børn, der døde inden livet rigtigt kom i gang. Jeg har erfaret, at det nogle gange er nådigt. Ikke retfærdigt, eller forståeligt. Aldrig nogensinde okay, men virkelighed og desværre også en nådegave, når man er udfordret ud over det rimelige.

Jeg har set så megen lidelse, at jeg ved, at det ind imellem må føles befriende at mærke, at livet ebber ud og enden snart er nær.

Jeg har grædt mine tårer, men aldrig over de børn, som havde så dårlige liv, at der ikke længere var kvalitet tilbage for dem her på jorden. På deres vegne har jeg takket.

Da Sven døde, kom tårerne væltende med en styrke, som blæste ikke bare mig omkuld, men vist også de fleste andre, som deltog i hans begravelse. Jeg havde ingen mulighed for at kontrollere sorgen, som rev store huller i mit hjerte den dag.

Måske sørgede jeg i virkeligheden over alle de børn, som jeg havde set dø. Måske sørgede jeg i virkeligheden over, at jeg selv konstant måtte leve med angsten for at miste mit eget barn. Allermest sørgede jeg dog over, at livet ind imellem er for barskt. Jeg græd afmagtens tårer og jeg forbandede virkeligheden. Den havde nær ædt mit hjerte den formiddag.

Alexander og Sven var bedste venner i børnehaven i København. De 2 knægte kunne stort set ingenting på egen hånd, men placeret overfor hinanden kunne de kommunikere nonverbalt, så gnisterne føg om ørerne på dem. De grinede af og med hinanden. De var altid glade og næsten uadskillelige, men dagen kom, da Sven skulle starte i skole. Han var 1 år ældre end Alexander, så det var uundgåeligt, at de måtte skilles.

Senere samme år flyttede vi til Aalborg. Alexander startede i skole og fandt nye kammerater, men aldrig en som Sven.

To år senere overhørte vi tilfældigt, at der skulle starte en ny dreng i Alexanders naboklasse. Den dag drengen startede, skulle han naturligvis på rundtur i klasserne, for at hilse på alle.

Vi fik senere genfortalt hvordan de to drenge havde fået øje på hinanden. Hvordan de begge havde kigget vantro på hinanden for derefter at bryde ud i “snak” og grin, så de voksne omkring dem ganske enkelt ikke nænnede at skille dem ad.

Det var tydeligt, at de to havde noget specielt sammen og Alexander kom hjem spændt som en flitsbue, for endelig at få lov til at fortælle os, at det havde vist sig, at være Sven, som var startet ovre i skolen.

Senere skulle det vise sig, at Sven og hans mor, var flyttet i hus mindre end 300 meter fra os. Svens mor havde fået tilbudt en forskerstilling på Aalborg Sygehus, som hun bare ikke kunne sige nej til. Hun havde ingen tilknytning til Aalborg overhovedet, så huset var valgt ud fra hensynet til Svens fysik. Hvor fantastisk var det ikke lige?

Det varede præcis 9 uger.

Sven var, som det var sket så ofte før, blevet skidt tilpas en aften. Høj feber og vejrtrækningsproblemer var hverdag for Sven og hans mor, så Sven blev puttet i nattøjet og sat ud i bilen, så de sammen kunne køre ind til det sædvanlige tjek på sygehuset.

Sven var død ved ankomsten. Hans hjerte ville ikke mere. Mit hjerte gik i tusinde stykker.

Jeg fik sagt farvel til Sven. Jeg sad lidt hos ham, da han var kommet hjem igen. Han lå i sin seng med yndlingskaninen ved sin side. Han så ud, som han sov. Jeg aede hans kind, skældte lidt ud, græd og forbandede livet i al dets grusomme uretfærdighed.

Jeg gik de længste 300 meter, hjem, for at fortælle Alexander, at hans bedste kammerat var død. Jeg kommer aldrig til at glemme det øjeblik.

Jeg glemmer aldrig nogensinde Sven. Jeg glemmer aldrig nogensinde følelsen af afmagt, da jeg sad i kirken og kiggede på den lille hvide kiste, som stod så alene oppe ved alteret.

Jeg glemmer aldrig da Svens mor kastede sig ned over kisten, som langsomt blev sænket i jorden oppe på kirkegården. Klyngede sig til den, mens hun skreg sin afmagt ud over en blæsende efterårshimmel. Da sprækkede verden og gik i tusinde stykker.

Jeg håber aldrig, at jeg glemmer, at livet er så forbandet skrøbeligt og helt ærligt, så har jeg fået mere end rigeligt af sygdom og død, så lad skyggen på svigermors bugspytkirtel være en skygge og ikke noget som helst andet.