Haven skulle jeg nå…

Morgenen var skøn. Jeg var tidligt oppe og ude i haven sammen med Oskar. Vi gik en morgenrunde og nød duftene, stilheden og de smukke sommerblomster. Vi legede lidt med en bold vi fandt og vi snakkede, mens vi sad sammen på fars bænk.

Der er sket en del siden jeg såede mine chili. De er ikke længere småplanter, som skal nurses, men nærmest store buske. De fortjener udeliv og derfor gik vi indenfor, for at hente dem ud i morgensolen. Der står de så nu og spreder forventning om himmelske retter, når de om ikke særlig lang tid, begynder at tilbyde de første frugter.

Jeg ved ikke hvilken type det er. Frø gemt i bunden på en tændstikæske blev til små planter. Udenpå æsken stod der med store bogstaver “chili”, så vi lagde dem bare i jorden og venter nu på at se hvad det ender med. Vi er dog helt sikre på, at det er chili. Der er allerede en del frugter og de er ved at være halvstore og smukt grønne. Om de ender med at være røde skal jeg lade være usagt, for der er intet der indikerer hverken det ene eller det andet endnu.

De senere år har jeg dyrket en del chili, men endnu har vi ikke fået fingre i de, som er stærke. Det har været milde frugter, som smagte dejligt, men ikke var rigtigt stærke. Næste år, når væksthuset igen er på plads, må vi hellere til at eksperimentere med dem, men den tid, den glæde. Lige nu nøjes vi med overraskelsen ved dem vi har.

Skvalderkålen står i blomst lige nu. Nok er det ukrudt herhjemme, men den er smuk og pynter i en have som min, så jeg nyder den.

I dag har jeg taget en kæmpe buket indenfor, som familien så kan glædes over i den kommende uge, hvor jeg jo ganske vist er udenbys.

Jeg er ikke den eneste, som elsker den. Sneglene er vilde med planten og jeg måtte fjerne flere fra planterne, inden blomsterne kom indenfor, men der er nok at tage af derude, så vi kan vel dele.

Lavendlerne står klar til at beruse mig med deres duft, når jeg om en uges tid vender hjem igen. Jeg kan ikke vente og lavendelhækken langs gårdspladsen er utrolig smuk, som den står med et svagt lilla skær lige inden knopperne brister.

Duften minder mig altid om Provence og i år er den en kærkommen påmindelse om den ferie, som venter lige om hjørnet. En uge i København, en uge hjemme og så er det afsted, ned til rosmarin, lavendel, sol og sommer. 14 dage sammen med dem jeg elsker højest her i verden og med udsigten til det, kan de næste 2 uger ikke gå hurtigt nok. Jeg kan næsten ikke vente.

Jeg er forøvrigt ved at have pakket og kører vel mod København engang sidst på eftermiddagen. Denne søndag må de fleste feriestartere vel være taget afsted forlængst, så der er en rimelig sandsynlighed for fri passage hele vejen og det skal ingen høre et ondt ord for…