Gudrun, studenter og sæber

Vi var i Sverige i går. Havde et ærinde oppe i Kungälv og efter det var overstået, tog vi en hurtig smuttur ind til Göteborg, hvor der blev powershoppet, så røgen stod os ud af ørerne. Ungerne skulle have sommertøj og vi fandt en masse, så det var, som det skulle være.

Der blev spist is, drukket sodavand og ikke mindst solet i den smukke sommerdag vi kom op til. Studenterne kørte rundt i gaderne på ladet af lastbiler, hvor der var monteret anlæg, som sidst har været brugt til at gennemføre koncert med Rolling Stones. I dag hørende, i morgen mindst med tinitus. De spillede UFATTELIGT højt allesammen, men én ting er sikkert. De havde det rigtigt sjovt og Oline mener BESTEMT IKKE, at hun nogensinde bliver lige så tåbelig, hvis altså hun ender som student. Nå nej…

Oline var med og nød at være på tur med mor og far, som det eneste barn med krav på opmærksomhed. Sådan skal det også være ind imellem. Den slags er vigtigt, når man er lillesøster til en storebror, som er temmelig krævende på lige præcis det område.

“>Som sagt var vi i Kungälv, hvor vi bl.a. fik hilst på en svensk narkohund, som ellers skulle have budt os på kaffe og sager, men desværre findes der stadig mennesker, som smugler enorme mængder narko til havnene i Europa, for at distribuere det videre til hele skandinavien, så blev den ringet op af poliskommisæren og måtte skynde sig på arbejde med sin ejer Göran. Så meget for den kaffe, men i stedet blev det så til frokost og is inde i Göteborg og så er der jo også noget at fortælle kammeraterne derhjemme i morgen, når man sådan har hilst på en ægte narkohund og alting…

“>Vi havde en ganske morsom oplevelse, for vi gik ind i den fineste sæbeforretning, fordi duften havde lokket os på lang afstand. Der var sæber fra gulv til loft, hjemmelavede vel at mærke, og naturligvis var det oplagt at prøve at tage et billede af alle de smukke sæber.

Godt i gang med det, blev kameraet nærmest flået ud af hånden på mig af en vred ekspeditrice, som meget forurettet forklarede mig, at man ikke måtte fotografere i deres butik. Jeg blev nødt til at foreslå hende, at siden de var så bange for, at nogle skulle stjæle deres fantastiske ideer, ville det sikkert være både praktisk og hensigtsmæssigt, at ulejlige sig med at opsætte et skilt, som fortalte kunderne at de ikke måtte fotografere. I hvert fald ville det formentlig fremme deres salg, at de ikke var nødt til at overfalde de af dem, som formastede sig til at fremdrage et fotografiapparat.

Hun fattede ingenting og selv da jeg slog over i mit skandinaviske, som er et vældig fint kommunikationsmiddel i hele Norden, forstod hun ingenting. Da jeg måtte opgive på engelsk også, forlod vi butikken… men med et billede, som du ser, for jeg nåede jo at knipse inden hun ankom og hun konfiskerede trods alt ikke min memorycard, selvom jeg tror hun havde lyst.

Naturligvis måtte jeg også forbi Gudrun, for hun sender jo de smukkeste kataloger til mig, spækket med fine stykker tekstiler, som frister min sjæl hver eneste gang.

Jeg havde for længe siden forelsket mig i en badedragt fra hende, men uden ferie forude, var der ikke grund til at sende bud efter den.

Det var der til gengæld nu, men denne gang kunne jeg så ved selvsyn konstatere, at den var akkurat lige så flot i virkeligheden, som på billedet i kataloget. Jeg måtte eje den og som tænkt, så gjort.

Forøvrigt er hun bestemt ikke uden talent, den kære Gudrun. I stedet for den sædvanlige plastikpose med logotryk, har hun fået trykt og siden syet de fineste stofnet, som indkøbene bliver langet over disken i.

Kunden får en oplevelse ud over det sædvanlige, føler hun (han, men ikke så sandsynligt) har fået noget “ekstra” med hjem og anvender glad og gerne en smuk stofpose, til diverse indkøb bagefter. Gratis reklame til Gudrun, goodwill til Gudrun og glade og tilfredse kunder til Gudrun, altsammen fordi hun har været smart, ofret en lille smule ekstra og nu giver kunderne en stofpose i stedet for den sædvanlige af plastik. Fantastisk koncept – jeg håber hun husker at rose sine reklamefolk…