Og jeg havde jo helt glemt det, men da jeg så dem, huskede jeg pludselig, at det er lige nu. Det var tid for en tur ud i grøftekanterne og samle til huse, ligesom de forgående år. Og jeg gjorde det…
Jeg slæbte hjem, så jeg nu har 4 kæmpestore buketter. I en grøftekant, med tusmørkestemning fordi regnen hele dagen har ligget på lur, smed jeg al elegance overbord, og kravlede rundt med et saligt smil om munden, mens jeg forsynede mig at al den skønhed moder natur har bidraget med lige nu.
Rundt omkring i huset, står nu 4 kæmpestore og farverige buketter, som skal have lov til at sprede sommerfornemmelser, når vejret ikke vil. Himlen drypper lidt ind imellem, men endnu er der ikke indtruffet store og væmmelige vandnedfald. Til gengæld lover de, at det kommer senere og måske endda i selskab med lidt torden. Jeg kan ikke vente, men det kan til gengæld det pjok af en hund, som jeg er begavet med.
Oskar nægter kategorisk at færdes i græs, når det er vådt af regn. Han tilsidesætter hellere moder natur, end han bevæger sig udenfor, hvis der er udsigt til regn. Han har følsomt sind, men åbenbart også meget, meget følsomme hundepoter, for lysten til en snusetur i havens krinkelkroge er ikke eksisterende, når himlen er utæt.
Jeg har svoret frygtelig hævn, hvis han ikke holder tæt, den usle undskyldning for en hund…
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.