9

Ups… jeg blev træt, dér…

Samtidig med at den danske sommer forsvandt, forsvandt også mit internet. Jeg har været uden siden i går aftes og den slags er dybt frustrerende, når jeg anvender det som arbejdsredskab, men så ka’ jeg lære det…

image

Telefonisk samtale med en tekniker blev hverken han eller jeg klogere af. Det viste sig at være det nyudskiftede modem, som pludselig havde bestemt sig for at logge os af hele skidtet, men uden at gøre opmærksom på det med mærkelige lysende pærer, alarmklokker eller andet nemt aflæseligt.

Det er heldigvis rettet nu, så alt ender i idel lykke alligevel.

imageJeg brugte i stedet lidt af tiden i går aftes på at sørge for ekstra pleje til pelargonier og geranium. Jeg elsker de planter, men de sjoveste er geranium, som kan dufte så forskellige.

Leo plejer at være stor-leverandør til matriklen, men hverken han eller Jytte hilser for øjeblikket på os, så udsigten til godt vejr er vist ikke lige om hjørnet på trods af, at vi har overladt hele den famøse forsikringssag til forsikringsselskabet, som i sidste ende må tage ansvaret for at forklare Leo og Jytte, at de ikke kan udbetalt erstatning.

Måske jeg (igen) skulle forsøge at sende lidt gode vibrationer den anden vej over hækken i form af en omgang rabarbertærte? Det kunne være, at det kunne formilde gemytterne lidt, men jeg er efterhånden blevet i tvivl. Jeg tror de kan lide, at de har noget at gå og hidse sig grundigt op til i løbet af en hverdag, som er ved at være indholdsløs.

De er bestemt ikke de eneste på vejen, som har valgt at bruge den tredje alder på det vis og om ikke andet, så kan jeg hver dag beslutte mig for, at jeg IKKE vil bruge de arbejdsfri år på konstant at kere mig om hvad andre gør, men i stedet vil jeg bruge tiden på cykel, med vesterhavsduften i næsen og althea-bolsjer i tasken

Du vil sikkert også kunne lide