Katastrofealarm

Telefonen ringer. Jeg løfter røret til øret og hører et skrig…

“Vi har en krise!”, bemærk “vi”-formen her. Den skal med det samme gøre mig til medansvarlig og dermed handlingsparat.

“En krise? En krise som i sult, død eller livstruende oversvømmelse lige om hjørnet?”

“Nej… det er MEGET værre!”

“Aha…?”

“Ja, jeg kan jo ikke gå længere. Det er slut. Jeg må sidde ned resten af mit liv og det er DIN SKYLD!”, det sidste bliver nærmest råbt ned i røret…

“Okay, det lyder ikke godt. Så skal vi altså fremover til at finde plads til to børn i kørestol herhjemme?”

“Ja, det er nemt nok at gøre nar, når man selv kan gå! Mine fødder er ødelagt. Det er din skyld, for det er dig, der købte de her nye støvler til mig i Amsterdam og jeg har KÆMPESTORE vabler nu. Hvad har du tænkt dig at gøre ved det, hva’?”.

Her forstummede samtalen, da jeg påpegede, at der lå skiftesko på hylden ude i mellemgangen oppe på skolen, for naturligvis er det da en KATASTROFE at have vabler på fødderne fordi man har en OND mor, som synes man skal have nye sko i ny og næ og naturligvis skal man da BROKKE sig, når den slags sker, men jeg blev altså nødt til at påpege overfor barnet, at katastrofer er mange ting og hendes var en af de mindre.

Hun var naturligvis ikke enig…