Anemonetæpper

Og det var sandt. Der er et sandt tæppe af smukke, hvide anemoner, som allesammen står der alene for at være smukke. De er gode til det og turen i Lundby Krat var smuk. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel og tøserne havde snart fået varmen, af at løbe stierne tynde. De smed hurtigt jakkerne og på trods af formaninger, synes de det var meget skønnere at lege sommer. Hvem gør ikke det…?

De små damer truede med at ville kaste sig og rulle manisk rundt på anemonetæpperne, men da det kom til stykket, syntes de alligevel, at anemonerne var for smukke. Jeg blev så glad. Æstetisk sans og ydmyghed er uundværligt hele livet igennem.

Dog begrænsede den sig til skovbunden og anemonerne. Da det kom til isskuret, syntes de det var velplaceret, pænt og mindst et besøg værd. Jeg har lært, at man aldrig skal sende to tøser på 10 og 5 år ind i et udsalg af den slags med penge på lommen. De returnerede nemlig med pommes frites og is og syntes forøvrigt, at jeg var dum, da jeg ikke ville smide et par sodavand oveni. Så er jeg dum…

Vi fortsatte til legepladsen, hvor vi kun nåede at være i rundt regnet 20 minutter. Så havde Oline en frygtelig skade, som krævede både vand, rensning og sidenhen trøst, for det blødte som fik det betaling for det. En flintesten havde skåret storetåen i stykker og hjemturen forløb med smertensskrig hver gang vi kørte over det mindste bump.

Renset og næsten smertefri (ifølge hende selv) leger de to piger nu fredeligt og søndagen emmer af hygge, afslapning og vasketøj, helt som en søndag skal…