Utroligt men sandt…

Vi sidder på en restaurant midt i red light district. Vi spiser kinesisk og hygger os gevaldigt, da døren til restauranten går op og en kvinde træder indenfor.

Hun lægger hurtigt en samling af kuglepenne, mobiltelefoner og lightere på hjørnet af bordet, men vi vinker hende væk. Vi vil ikke købe nogle af hendes ting. Hun fortsætter til nabobordet, hvor en flok unge englændere sidder. De når ikke at vinke hende væk og inden hun forsvinder til det næste bord, lægger hun et kort ved siden af udvalget.

Vi kan ikke se hvad der står på kortet, men vi kan høre, at englænderne snakker om, at hun er døv. Jeg tænker hurtigt, at det sikkert er et trick, men bestemmer mig for, at jeg vil prøve at snakke med hende, når hun kommer tilbage.

Da hun kommer tilbage til nabobordet sker der noget forunderligt. Jeg tager hænderne op for at snakke med hende og samtidig ser jeg den ene englænder løfte hænderne for at snakke med hende også. Hun står i midten og taber kæben af bare forbavselse. Hun ER døv og det viser sig, at hun er fra Ungarn. Englænderen taler tegnsprog, fordi hans fætter er døv og jeg forklarer, at jeg er tolk, men den døve kvinde står stadig måbende og siger så, at hun endnu aldrig har mødt én eneste, der kunne tegnsprog i alle de år hun er gået fra restaurant til restaurant, så hvor stor er chancen lige for at rende ind i to mennesker, som ikke kender hinanden og alligevel begge kan hendes sprog.

Hun har ret. Chancerne er vel i grunden minimale og vi morer os da også resten af aftenen over, at tilfældet ville, at vi var to i den restaurant, som kunne tale med hende allerførste gang hun mødte hørende med tegnsprog.