Søndag, søde søndag…

Søndag er butikkerne åbne i Amsterdam. Det kostede lidt, men til gengæld er yngste nu sommerekviperet, manden har fået en ny sommersko og jeg blev hele to par sko rigere. Jeg kunne ikke vælge mellem farverne.

Vi spiste frokost i en arkade dernede, som huser byens fineste torv med bagværk, take-away, frugt og grønt og andre umanerligt lækre specialiteter. Man kan købe sig til en kæmpestor buffet med et udvalg jeg sjældent har set mage til. Vi tog rigeligt for os af retterne, satte dem midt på bordet og fik smagt det meste allesammen. Det var ikke bare lækkert – det var himmelsk og med friskpresset frugtjuice ved siden af, var der ikke et øje tørt.

Inden vi forlod arkaden, forsynede vi os med de fineste stykker bagværk. Godt brød og smukke kager, som skuffede fælt, da vi endelig satte tænderne i dem, men der er kun få folkefærd, som virkelig kan bage kager og danskerne er et af dem, hvorfor det er så nemt at blive skuffet ude.

De Jaren Café bød på et bord helt nede, med fødderne i kanalen, da vi gik i retning af lejligheden. Chancer som den, skal man udnytte, så eftermiddagen blev brugt på ren uforfalsket nydelse. Godt selskab, masser af god kaffe og en enkelt æbletærte, som var på størrelse med min bil, blev nydt og ikke mindst misundt ved nabobordene. Vi hyggede os, nød livet og fik vendt lidt af verden.

Mens vi sad ved caféen kom småbåde tøffende forbi. Amsterdams kanaler genlyder af glade mennesker sådan en forårssøndag. Hele familier ligger på kanalerne i deres små både og medbragt vin og madpakker forsøder søndagen. Flere mennesker passerede os ved kanten af vandet og så snart der blev en ledig plads ved fødderne af os, lagde en båd til og en af de sejlende skyndte sig ind for at bestille kage, kaffe, sandwich, vin eller andet, som blev indtaget ved vores fødder, vuggende stille på kanalens grumsede vand. Det så enormt hyggeligt ud.

Om aftenen havde vi besluttet, at vi skulle have Ris Taffel, som er Amsterdams traditionelle spise, så vi endte med at finde en underlig restaurant, som bød på en blanding af kantine-stemning og rigtig god mad. I det rigtige selskab betyder omgivelserne ikke det store og da vores tjener fandt ud af, at vi var fra Danmark, kan det nok være, at han blev snaksalig. Badminton er jo temmelig stort i Indonesien og vi er jo heller ikke uden evner herhjemme, så snakken gik og det endte med at være rigtigt skægt.

Hjemturen gennem Red Light District blev en underlig forstemmende oplevelse. Søndag aften var der knapt så mange turister, så der var ikke meget at foretage sig for alle pigerne i “burene”, som fungerer som udstillingsvinduer. De hyggesnakkede, lakerede negle eller spiste, mens de sad og ventede på en kunde eller to. De var triste at betragte, når de endelig lod paraderne falde og bare var sig selv. Ganske unge, var de allerede hærgede at se på og flere af dem lignede kun små skolepiger, som slet ikke skulle sidde iført ingenting og falbyde sig selv.

Gaderne bar præg af stille søndag og eftersom vi stort set var de eneste udover de lokale, blev det også til en oplevelse af at være udsat. Vi gik ganske vist 4 sammen, men flere gange blev vi ubehageligt til mode, når skumle typer pludselig og uden varsel dukkede frem lige foran os, for undersøgende og vurderende at kigge på os. Vi følte, måske uberettiget, at de vurderede chancerne for at slippe godt fra et røverisk overfald og efter Kenneth fredag nat overhørte en waliser blive rullet lige udenfor gadedøren derhjemme, var vi naturligvis lidt utrygge.

Vi var forøvrigt blevet instrueret i IKKE at åbne døren uanset hvad der skete udenfor i løbet af nætterne dernede. Elzeline, som vi lejede lejligheden af, fortalte, at det ville være alt for farligt at blande sig i noget som helst. Vi troede hende og Kenneth lod klogeligt være med andet end at lytte da waliseren skreg: “Are u gonna mug me up? I’ll give u my money” Wait! Please wait… I’ll give u my money…”, men det er med blandede følelser, man undlader at hjælpe og i stedet prøver at huske på, at de mennesker, som går nede i distriktet efter klokken 3 udmærket ved, at det er ganske og aldeles risikofyldt. Stakkels mand, men han lå der dog ikke, da vi gik udenfor om morgenen, så han har kunnet gå hjem efter at være blevet lænset…

Hjemme igen blev det til en kop kaffe inden vi tørnede ind, for hjemturen startede for alles vedkommende tidligt om morgenen, men vi var enige om, at Amsterdam altid er et gensyn værd…