4

Dumme dänen…

Meget kan man sige om os, men vi er heldigvis gode til at grine af os selv. Det er ofte nødvendigt…

På vej hjem i går, gik vi vel en anelse friske til gaspedalen og det skal ingen hemmelighed være, at vi – med tåbernes glade uvidenhed – drønede direkte ind i Werre, som næsten ikke findes værre.

image Motorvejen bar os hjemad med dejlig tysk effektivitet, men pludselig valgte den altså at ende i et tysk hul af en by, som sjældent er set mere forstemmende. Det skulle da lige være alle byer i en radius af 50 kilometer til denne skændsel, som med vanlig tysk præcision, er etableret på områdets absolut højeste punkt, så samtlige har ubegrænset udsigt til monumentet.

Nuvel, svinkeærinder har det med at forsinke og det viste sig også at være tilfældet her, for Werre fungerer vist nærmest som flaskehals for al tung trafik fra hele Niedersachsen så det tog os temmelig tæt på to timer, at køre de 50 kilometer retur til Osnabrück, hvorefter vi kunne sætte næsen nordpå.

En god fornemmelse er, at være på rette vej, så vi gik glade til makronerne indtil vi endte i stau så det basker. Ti kilometer i snegletempo er ikke mindre trist end en smut indenom Werre, men vi tog det med stoisk ro, for med hollandske kager, cola i dåsevis, øl på flaske og masser af gode historier i ærmet, er der ingen køer, som skal tage livet af os. Heller ikke de næsten endeløse…

Vi endte hjemme på matriklen med nogle timers forsinkelse, men vores unger havde, som sædvanlig, opført sig eksemplarisk nu de skulle være sammen med andre end os. Ka’ man forstå hvorfor det kun er på de tidspunkter vores ellers så uvorne kan præstere den slags.

PS – som betaling for manglende samarbejdsvilje i dagligdagen er deres gaver (næsten) konfiskerede…

Du vil sikkert også kunne lide