Søndagsdrømme…

Vejret i nordjylland er helt fantastisk og skal udnyttes. Mormor kommer herned og vi tager en times tid eller to til at gøre terrassen sommerklar. Der skal pudses og poleres (træterrasser har noget med alger) og møblerne skal have en tur.

Krydderurtebedet skal gøres færdigt jvf. i går og så er der et par bede mere, som kan trænge til en kærlig hånd. Lavendlerne jeg har plantet overalt i haven, skal beskæres inden de for alvor begynder at skyde igen. Der er nok at gå i gang med.

Al vores træ er endelig fjernet. Ikke en stump er tilbage, bortset fra kvaset, som kan blive et fortrinligt bål på et senere tidspunkt. I går fjernede de det sidste i en kæmpestor lastbil, som nær havde skræmt livet af os allesammen, da de med et brag placerede contineren på vejen udenfor. Haven er altså ryddet for ting, som skulle forhindre at vi kommer i gang med køkkenhave og bålplads, men vi har jo andre planer, så det er ikke lige nu energien flyder i den retning.

Fredag morgen starter den køretur vi elsker og som er blevet starten på nogle dejlige lange weekender i hinandens selskab.

Vi skal køre gennem et vesttyskland, som ikke byder på megen variation, men bare enormt lange strækninger med flade marker eller skov, men det gør ingenting, for vi snakker og hygger os. Vi tager en pause i ny og næ og alle rastepladserne ligner stort set hinanden undervejs.

Vi skal spise dårlig mad i et tysk motorvejscafeteria, hvor de serverer brasede kartofler til samtlige menuer. Vi skal holde i køer så lange, så enden af dem fortoner sig et sted i horisonten. Vi skal grine af og med hinanden. Vi skal holde små kunstpauser og vi skal snakke ørerne af. Vi skal pludselig sige til hinanden, med overraskelse i stemmerne, at nu er vi allerede i Holland.

Vi skal køre igennem et smukt langt stræk af hede. Et anderledes landskab, som fortæller historier om tiden før os. Vi skal se småbyer med navne vi ikke kan udtale. Vi skal holde pauser undervejs med vandflasker, cigaretter og forventningens glæde i maven skal vokse proportionalt med at vi nærmer os Amsterdam.

Vi skal grine mavemusklerne ømme over, at vi er så ekstremt dårlige til at ankomme til Amsterdam. Grine fordi vi altid ender med at køre forvildede rundt og lede efter vores endelige destination. Vi skal hulke af grin, når vi endelig finder den og opdager, at vi som sædvanlig er kørt i ring udenom den mindst 5 gange.

Denne gang bliver vi mødt af Susanne og Erik. Det bliver fantastisk…