Svært kæk

“Og så yndig jeg dog er…”, tænkte jeg så, mens jeg bladrede albummet igennem. Tusinde af dage er gået siden jeg blev placeret så yndigt ved bordet hos fotografen inden i Bispensgade, til evigt minde om dengang, da jeg endnu ikke var begyndt at svare igen for alvor. Det gjorde man forøvrigt ikke dengang. Ikke hjemme hos mig i hvert fald.

Hjemme i min familie, var børn noget som skulle ses, men ikke høres. I hvert fald når far var hjemme. Det var anderledes, når det bare var mor. Nok skulle man tale ordentligt og respektfuldt til hende, men man skulle trods alt ikke være mere stille end der var plads til glade hvin og lidt slåskamp med lillesøster ind imellem.

Når far var hjemme, skulle vi være stille og vi skulle i hvert fald ikke stille spørgsmål. Om noget. Overhovedet. Far var jo så træt, så hvis vi bare kunne være stille og ikke larme for meget – allerbedst blive inde på værelset, så gled hverdagen nemmest.

Fik vi besked eller svar på noget, skulle vi ikke driste os til at stille spørgsmål til rimelighed eller graden af sandhed. Vi skulle bare klappe hælene sammen og nikke.

Jeg tror såmænd ikke det var atypisk. De fleste hjem jeg kendte, fungerede sådan.

Far fik kam til sit hår, da Oline kom til. Oline kommer fra et hjem, hvor et forlangende er, at man gider diskutere, argumentere og forholde sig kritisk. Det efterlever hun dygtigt, så “morfars diktatur”, som hun kaldte det som 4-årig, gav hun ikke meget for og jeg tror han både hadede og elskede hende for det, men to ting er helt sikre. Han syntes, at hun var besværlig… og jeg ejer ikke et billede af Oline, hvor hun sidder og ser så artig ud – og jeg kommer formentlig heller aldrig til det.