Sådan skulle det være…

Det er så det halve liv siden. Brylluppet. Have med flag, sandaler og shorts. Det var så den pynt… og det er så typisk mig. Ikke villig til at gå på kompromis med de forestillinger mit mødrene ophav havde til mit bryllup, når det nu langt om længe skulle finde sted. “Skal du giftes i de shorts?”, lød det… og det skulle og blev jeg. Det var min dag…

Skulle jeg giftes i dag, skulle det ske i naturen et eller andet smukt sted. Måske i Sandmosen, eller ved mit elskede Vesterhav hvor himlen er uden ende. Måske i Rold skov, ved en sø fuld af kvækkende frøer og med guldsmede til at bryde søens blanke overflade. Måske skulle det foregå i en gylden kornmark, måske for enden af verden…

Bagefter skulle der være musik. Levende, med guitar og fællessang. Lejrbål og masser af alt det gode her i livet. Der skulle være plads til lyster, skøre indfald og enhver. Der skulle være plads til store som små…

Jeg skulle ikke være pyntet. Jeg skulle være mig. Ligesom resten af selskabet ikke skulle komme som andet end dem selv, netop sådan som jeg elsker dem…

Vi skulle feste til den lyse morgen, for det ville være den luneste augustnat i mands minde og børn og voksne ville lægge sig omkring bålene og sove, når de havde lyst og behov. Vi skulle se solen gå ned og stå op igen. Se det hele starte forfra…

Sådan skulle det være, hvis det skulle være…