Nogle gange kan jeg pludselig savne min far så frygteligt. Helt uden fornuft, logik eller mønster, kan savnet af ham ramme mig så hårdt, at jeg mister pusten. Jeg hader det.
Så putter jeg mig ind til Kenneth og tænker, at det er godt, at mine børn har deres far. Jeg når at tænke, at det er godt, at mine børn ikke har min far, men lige præcis deres far, som er så anderledes og så nærværende. Så god til at elske. Så eminent til at rose og få små mennesker til at vokse. Deres far forstår at overøse med opmærksomhed og kærlighed.
Alligevel savner jeg pludselig min far så frygteligt…
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
2 kommentarer
Liselotte
28. marts 2005 at 10:22Det er s? sandt. Helvede bor virkelig i den erindring, som aldrig kan forandres. Der var s? mange usagte ting, s? mange forspildte timer og d?gn i forbindelse med tabet af min far… men det var hans valg og han fik den respekt, han fortjente, men det g?r det bare s? meget sv?rere bagefter, n?r man ind imellem rammes af savnet.
yin
28. marts 2005 at 09:44Der er en dobbelt melankoli i savnet af det som var og det som ikke var.
Det f?r mig til at t?nke p? et aktuelt stykke p? Teatret ved Sort Hest, instrueret af Maria Vinterberg: Helvede bor i den erindring som aldrig kan forandres.
Test, link: Sorte Hest