Om nogle timer vil jeg forlade matriklen, for at sætte kursen mod København og lad det endelig ikke blive ved det. Vi tager sjælland rundt, omtrent, for der er mange at besøge og kun så kort tid. Det er helt som det plejer at være.
Når man, som os, kommer så sjældent til hovedstaden, bliver det noget af et projekt, at nå at se alle de mennesker vi gerne vil. Vi er konstant på farten, for vi vil så gerne udnytte tiden optimalt, men det er svært at afse tid til alle og det er her det kan blive en smule belastende for jeg vil jo så gerne…
Denne gang har vi foreløbig aftale med 4 forskellige, som vi skal gæste og det slutter ikke der. Det ved jeg, men alligevel har jeg besluttet, at jeg NÆGTER at lave noget fredag. Jeg VIL ind til byen. Jeg VIL i de butikker jeg savner konstant, mens jeg sidder heroppe i det høje nord, hvor der ikke er basis for den slags. Jeg SKAL lige forbi dem. Bare for at snuse og vide, at de fortsat ligger hvor de lå engang.
Jeg vil det fordi jeg kan og fordi det at ramme rådhuspladsen altid gør mig jublende glad. Smilet bli’r bredere efterhånden som jeg dykker dybere og dybere ned i byen og jeg ved indeni, at min forelskelse i København ikke er noget forbigående, men en livslang kærlighed, som ikke ser ud til at blegne det mindste med årene.
Jeg havde det på samme måde hver evig eneste dag jeg boede i København. Næsten 14 år, hvor jeg stort set dagligt måtte frydes over at være indbygger i en af de mest fantastiske byer i verden. Jeg var og er forelsket. Jeg elsker den historie, som gemmer sig i byen.
Jeg elsker “mine” steder, som hver eneste gang jeg har besøgt dem, gør mig forårsstemt og glad indeni og så er der naturligvis også alle minderne, som gemmer sig på stort set hvert eneste gadehjørne.
Jeg kommer aldrig til at bo i København igen, men jeg vil altid elske den.
Søndag vender vi hjem igen. Hjem til stille Gug, hvor det vildeste der sker, er når Pjoskar overfalder nabobarnets bolde og hvor Leo gider surmule over alt mellem himmel og jord. Hjem hvor man kan høre en knappenål ramme Gugvej søndag eftermiddag. Hjem hvor butikkerne har begrænset udvalg og lokalpolitikerne lukker øjnene for, at der skal gøres noget NU, hvis nordjylland ikke skal ende som en udørk, men…
Jeg elsker det. Jeg elsker Gug og det stille liv. Det liv, som giver mig plads til f.eks. at beslutte at gå på nedsat tid og beslutte, at det er nu drømme skal forfølges. Hjem hvor tiden er en anden. Jeg kan lide det.
Jeg kan bo hvor som helst. Jeg kan trives de fleste steder. Jeg kan altid finde fantastiske ting hvor jeg kommer frem. Det vigtigste for mig er, at jeg har de mennesker jeg elsker indenfor rækkevidde. Jeg elsker også Gug, men København vil altid være min helt store kærlighed.
4 kommentarer
Liselotte
17. marts 2005 at 22:05N?, det var nu ikke nedsat tid der bankede p?… men noget helt andet, som stadig er p? tegnebr?dtet… ;-)
Anne Ottosen
17. marts 2005 at 21:30N?, det var nedsat tid, som bankede p? d?ren her forleden – gl?der mig til at l?se om de dr?mme, du skal leve ud. :-)
Liselotte
17. marts 2005 at 11:13Jeg nyder altid mit ophold… lige s? meget som jeg synes det er dejligt at komme tilbage til mit elskede Gug ;-)
kvis
17. marts 2005 at 10:25Hj?rtelig velkommen til Dj?vle?en.. :) Hope you enjoy your stay.