Moleskine

Jeg kan lide at notere mig verden, sådan helt bogstaveligt. Sådan har jeg altid haft det. Jeg har skrevet lister på servietter, hurtigt noteret en tanke på et tilfældigt stykke papir og jeg har tegnet hurtige skitser af mennesker, steder eller stemninger – alt sammen gjort med tempo, tilfældighed og den travles manglende sans for orden.

Anarki er hvad der præger mine notater og alle de papirlapper og de hurtige skitser jeg efterhånden har lavet af verden omkring mig. De ender oftest livet ved et uheld, fordi de er blevet forlagt i min håndtaskes uendelige dyb, hvor de henslber et liv i ydmyg glemsel indtil en dag, hvor jeg endelig tager mig sammen til en grundig oprydning.

Så er de, mine lister, notater og kloge ord som regel endt som ukendelige, fedtede og misfarvede klumper af gammelt papir. Ofte fortæller de en del om hvad der har været af dødsfald i tasken. Små stykker banan, en polet eller den svage duft af et stykke Wrighley’s Spearmint hæfter sig ubønhørligt til de underlige forvredne levn af gode intentioner, jeg trækker op af taskens dyb.

Og så dør de. Lige der, på tærsklen til definitiv storhed. Den stund de har ventet på så længe er endelig kommet. De skal forvandles til noget stort, tror de, men ak, indsmurte i ubestemmelige men absolut organiske substanser, ryger de direkte i skraldespanden og går altså glip af de 15 minutters berømmelse.

Det skal være slut nu.

Engang i mine unge dage, var det eneste rigtige at eje en Moleskine. Du ved, sådan en sort “skindbeklædt” sag med elastik som lukketøj. Sådan en som van Gogh, Matisse og Picasso slog deres kloge streger i.

Enhver kunstner med sans for sin egen ophøjede status måtte eje en.

Jeg havde den. Elskede den, fyldte den og købte en ny. Fyldte også den med skitser notater og fantastisk kloge betragtninger, syntes jeg selv, men det allerbedste ved den, var den fornemmelse af luksus den gav mig og sådan fortsatte jeg, til jeg sluttede og endte ved kedelige anarkistiske papirlapper.

Det var altid med ærefrygt jeg startede på at bruge en ny Moleskine. Med tilbageholdt åndedræt satte jeg pennen til det tykke bøttepapir og med gys og gåsehud så jeg hvordan de første bogstaver og streger tog form. Hvordan de næsten var bestemmende for om det ville blive en god Moleskine. En af dem jeg ville elske at bladre i senere, eller en af dem jeg smed ud.

Det var altid med bævende hjerte jeg startede en ny og det var stensikkert, at den ikke stod til at redde, hvis jeg fik startet forkert. Jeg var sart og selvkritisk. Det er jeg stadig.

Nu har jeg bestilt nye Moleskine. Jeg kan ikke vente med at modtage dem og jeg ved, at jeg igen vil have ondt helt ind i sjælen, hvis de første streger og skitser falder uheldigt ud. En Moleskine skal være æstetisk indeni såvel som udenpå. Jeg vil gøre mit bedste.