Gæk, gæk… vinter væk…

Da jeg var barn, sendte vi gækkebreve. Vi klippede de smukkeste figurer i farvet silkepapir, som vi kunstfærdigt limede op på kulørt karton. Vi bandt små sløjfer om den halvslatne vintergæk mens vi fæstnede den med en solid klat lim, som med usvigelig sikkerhed ville få den til at dø inden den nåede frem til sin modtager.

Det gjorde ikke så meget. For modtageren handlede det mere om tanken, end det handlede om noget som helst andet.

Når jeg f.eks. besøgte farmor, kunne jeg være sikker på, at gækkebrevet havde fået hæderspladsen ude i køkkenet, sammen med Annemettes lige så slatne vintergæk og medfølgende papirklip.

Jeg kunne være sikker på, at farmor og farfar ville snakke om brevet, “Det er mærkeligt, for vi kender ingen der sådan sender gækkebreve til os. Vi gætter vist aldrig hvem der har sendt det, eller kunne det være�”.

Det var her det blev rigtigt spændende, for tænk om de gættede det. Tænk om de gættede det var mig, der havde sendt gækkebrevet. Så skulle jeg jo give dem et påskeæg og jeg ejede ikke en krone. Den slags kunne give mig mavepine, men tanken om et påskeæg fristede langt mere end frygten for at blive afsløret, så Annemette og jeg svedte gerne nogle timer for at producere gækkebreve, som skulle forvandles til påskeæg indenfor en overskuelig fremtid.

Vi var heldige, for der var aldrig nogen som gættede, at det var os der sendte gækkebreve. Vi indkasserede hver påske vores chokoladeæg og vi var gamle inden vi forstod, at ingen nogensinde havde været i tvivl om, at det var vores fedtede fingre der hvert år slog gækken ihjel.