Indignation

Det er længe siden jeg er blevet sådan rigtigt, ægte og dybfølt indigneret. Oprørt, ude af smult vand. Helt derude, hvor stormen raser og vinden bider små mærker i kinderne.

Jeg er vist ved at sløje af på den�

Jeg har en næsten-nabo. Han er god til at være indigneret. Han når helt derud, hvor han får røde kinder, hjerteflimmer og endda begynder at ligne noget der er på nippet til at eksplodere. Jeg tror han kan lide det.

Han orker nemlig at hidse sig op over ting, som han i grunden slet ikke behøver hidse sig op over. Man må jo beundre manden for energien omend hans tendens til at blande sig utidigt kan være en anelse belastende.

Ting, som i virkeligheden ikke har det mindste med ham at gøre, kan gøre ham svedig af indestængt raseri og forbitrelse og hvis han kan undgå direkte konfrontation og i stedet bare gå rundt og ligne en bulldog med mavekneb, har han det allerbedst.

Han fejer fortov. Han piller ukrudt. Han er sirlig ud over alle grænser. Det har hans kone lært ham.
Da hun stadig levede, var det forbudt at parkere firmabilen i indkørslen “- for den lækker altså olie og det ser bare ikke pænt ud”, hvorfor han pænt måtte parkere transitten udenfor på gaden.
Det skal ingen hemmelighed være, at de andre mandfolk på vejen ikke undlod at fortælle ham, at de syntes det var på tide at forklare derhjemme hvem der bar arbejdsbuksen i den familie.

Nu har han heldigvis fået noget at gå op i igen. Det var ellers ved at stå sløjt til med revolutionære samfundsnedbrydere, men heldigvis har vi jo fået nye lejere. Gudskelov må vi nok sige, for der er virkelig blevet båret ved til hans bål. Det totale anarki har overtaget gaden. Intet mindre. Og han raser.

Sagen er den, at vores lejere er lykkelige bilejere. Dejligt for dem. Nemt og bekvemt og så skulle den ikke være længere, men eftersom denne næsten-nabo har boet her på vejen i omtrent 30 år, ligesom de fleste andre husejere på vores ellers så smukke vej, så mener han sig jo også i sin gode ret til at diktere hvor man må parkere langs matriklerne.
Det er ganske enkelt en ret man erhverver efter et vist antal år i et jysk villakvarter. Ligesom man også uafvendeligt ender med trailer og træsko. Sådan er det bare.

Han har ikke undladt at kommentere de enkelte gange, hvor lejerne kortvarigt har parkeret i hjørnet af vendepladsen, som for øvrigt aldrig anvendes af ham. Han kommer aldrig nede i denne ende af vejen, men heldigvis giver en ulovlig parkering det sus af adrenalin han sådan hungrer efter, så det er sket flere gange, at han er kommet ned for at stå og konspirere med naboen – ikke lejerne, for så risikerer han jo at skulle konfliktløse og det er jo ikke målet med udflugten. Så er der jo ikke mere til at give hjerteflimmer og blodskudte øjne.

Lejerne er ikke dumme. De ved godt hvorfor han står lige udenfor deres stuevindue og peger på bilen. De ved også godt hvorfor han står og snakker konspiratorisk med alle naboerne. Jeg ved det også godt.

Vi, lejerne og jeg, har fået os en lille snak omkring hensigtsmæssig parkering. Jeg har anvist dem en plads omme på bagsiden af vores hus. Langt væk fra den vej, som næsten-naboen synes han ejer. Det er hvad jeg kan gøre. Anvise�

Lejerne parkerer nu oppe foran hans hus og på den måde er der ikke længere noget ulovligt ved deres parkering, men jeg skal love for de bærer brænde til bålet.

Han hilser ikke længere og jeg afventer fortsat miltbrand i brevene, stinkbomber i postkassen og demonstrationer ude på min gårdsplads, men så længe de parkerer indenfor lovens bogstav, er der ikke meget han kan gøre og hvis jeg skal helt ærlig… så synes jeg, at jeg så Nemesis stå og grine oppe på hjørnet af hans grund forleden dag…