Strøtanker…

Formiddagspause tilbragt ved Limfjorden med udsigt til svaner og ænder. Solen der varmer ryggen mens jeg frydes stille ved tanken om det snarlige forår. Altsammen noget som hjælper til at gøre dagen rar, men…

For første gang nogensinde, er jeg efterhånden brugt op og energiløs. Jeg mangler simpelthen sol og varme, udeliv og ikke mindst noget energi. Jeg håber det snart indfinder sig, for nok er der nydelse i en pause med udsigt, men der er endnu mere nydelse i overskud. “Et overskud, som kunne bruges til at besøge Egholm”, nåede jeg at tænke mens jeg sad og iagttog folk og fæ på den omkringliggende mole.

Udsigten til Egholm fik mig til at tænke på dengang vi i 3. klasse var på besøg derovre. Det endte i en, efter de voksnes mening, mindre katastrofe. 7 drivvåde børn, 2 der var grueligt forbrændt af brandmænd, 1 der slog hul i hovedet og omtrent en halv klasse, som havde glemt madpakken, men vi hyggede os…

Alle ungerne skulle se på naturen og med den ringe mængde voksen opmærksomhed vi havde til rådighed, endte det med en mægtig tur ud i oplevelser, som kun endte lykkeligt, fordi vi var heldige.
Vi udforskede bl.a. noget der lignede en rævegrav. Liggende på maven krøb vi ind ad den mørke gang indtil en mente, at det alligevel blev for farligt og vi vendte om. Vi vadede glade rundt med bare tæer og soppede i fjordens vand – jeg mindes ikke hvad årstid det var, men helt ærligt… ikke den til bare tæer.

Vi fangede smådyr og vi legede pirater. Vi sloges med gamle sømbeslåede brædder og vi tog fanger som udveksledes mod forskellige fysiske udfordringer, som ind imellem var temmelig farlige. En skulle f.eks. balancere på nogle bundgarnspæle ud i fjorden, inden vi ville frigive vores fanger. Det kunne så nemt være endt med en vandtur, men alle kunne vist svømme, så helt galt var det vel ikke gået. Der var højst blevet endnu et vådt barn at fragte hjem.

Vi havde det rigtigt sjovt. Vi var vant til at klare os på egen hånd. Uden voksenopsyn, for det fandtes ikke i min barndom. Vi havde en skøn dag på Egholm, men den var ikke mere “farlig” end så mange andre dage i min barndom, hvor børn tilbragte størstedelen af deres vågne tid uden voksenopsyn. Vi lærte af de dumheder vi begik. Af de slag og skrammer der var uundgåelige, når der blev eksperimenteret med egne og andres grænser. Vi blev kloge af de erfaringer vi gjorde os. Vi havde fred til det.

Jeg kan sagtens unde Oline timers leg uden voksent opsyn. Jeg synes det er forfærdeligt, at voksne i princippet ALTID kan komme i kontakt med deres børn via den uundværlige mobiltelefon. Hvornår skal man, som barn, kunne foretage sig noget “hemmeligt” uden at risikere at blive opdaget? Hvornår skal man gøre sig usynlig og have tid helt for sig selv? Hvorn�år skal man overskride grænsen, for selv at opdage det?

Jeg er ikke sluppet for mobilen. Oline er også indehaver af en af slagsen, men hun har den altid slukket. Tænder den kun når hun skal ringe og lader den ellers ligge slukket i tasken. Jeg synes det er i orden. Jeg opfordrer hende kun til at ringe med besked, hvis hun afviger fra de aftaler vi i forvejen har lavet. Ellers får hun fred til at dumme sig lige så tosset hun vil.

Ringer hun, skal jeg nok komme at redde hende. Ellers må hun selv redde sig ud af suppedasen, ligesom jeg måtte engang for mange år siden.