5

Kartoffelpizza & Falafel

Jeg planlægger lidt timer i køkkenet, for det er ved at være alt for lang tid siden sidst. Aftensmaden de næste to aftener er planlagt.

image Vi lægger ud med kartoffelpizza, som er en af mine favoritter. Jeg elsker kartofler i næsten enhver forklædning, så det her kan kun blive godt – det plejer det at være. Papirtynde skiver kartofler fordeles med rund hånd over pizzaen, som forinden er smurt med en god hjemmelavet tomatpasta/-sauce. Løgringe fordeles til sidst på toppen sammen med rosmarin, hvidløgsskiver, salt og peber. Nogle dråber god olivenolie på toppen enten før eller efter endt bagning, gør på ingen måde måltidet ringere. Pizzaen bages sprød og brun i ovnen og er klar til servering.

Visse familiemedlemmer risikerer liv og lemmer ved at tilføje tynde skiver parma-skinke på toppen, men den slags holder jeg mig nu for god til ;-)

Kikærter er sat i blød og får lov at stå til i morgen, hvor de skal forvandles til hjemmelavede falafler, som ikke fåes bedre nogen steder.

image Jeg blender kikærterne, hakker et bundt persille og smider det i sammen med koriander, hvidløg, spidskommen, lidt bagepulver og cayennepeber, fordi de færdige falafler godt må “bide” lidt og til sidst suppleres med salt og citronsaft til det hele ender med at være en grynet, men nogenlunde sammenhængende masse.

Vand på fingrene er et “must”, når dejen skal formes til kugler, men det lader sig gøre med en smule tålmodighed. Kuglerne steges sprøde og brune i friture og skal naturligvis dryppe af efterfølgende, men så er de også klar til det pita-brød jeg stadig ligger i grundige overvejelser omkring skal være hjemmebagt eller ej. Der er jo også lige et par æbletærter, som venter i kulissen.

Allerførst må jeg dog vente på de nødvendige indkøb, som stadig ikke er ankommet. Det passer mig fint…

Update! Det blev sørme til 3 æbletærter, som ser vidunderlige ud. De smager garanteret dejligt, men det afsløres ikke før senere på aftenen. Lige nu er pizza-produktionen på sit højeste, så det får vente…

Du vil sikkert også kunne lide