Jam’n, det er da så let…

Jeg synes i grunden, at jeg kender så mange interessante mennesker. Jeg kender også mange mennesker, som jeg i grunden slet ikke kender. Kender er måske et stort ord, men i hvert fald rummer de fleste af dem overraskelser. Det er det jeg elsker. At de har overraskelser at byde på, når lejligheden passer.

Jeg husker engang, hvor jeg stadig studerede. Jeg var blandt de ældste i klassen – det var min anden uddannelse, som nogle måske ved – og jeg havde fundet sammen med en anden pige, hvis livsvilkår lignede mine. Vi hjemmestuderede sammen.

Denne eftermiddag var vi også i gang. Det var tungt. Meget tungt. Vi var ved at brække både arme og ben, for det involverede praktiske øvelser (tegnsprogstolk) og vi syntes ikke noget som helst ville lykkes. Vi var trætte, kede og ugidelige da Annette pludselig sprang op fra stolen, kastede sig gennem luften, kun for at gribe et stykke kosteskaft, som tilfældigt stod i stuen. Spørg mig ikke hvorfor, for det husker jeg ikke. Til gengæld husker jeg overraskelsen, da hun sagde:

“Ja, vi snakker jo sjældent om fortiden, men min involverede altså sådan en stang her og så ellers masser af sjov. Kan du gætte hvad jeg lavede?”

Nej, det kunne jeg naturligvis ikke, for jeg kender ikke mange sjove ting at foretage sig med en halv meter kosteskaft, så fantasiløs som jeg var, måtte jeg bede om flere ledetråde. De kom også. Musikken hun nvnte, fik mig til at foreslå dirigent, men det var nu ikke tilfældet. Da hun endelig nævnte de hvide støvler, brød jeg sammen i grin og i det sekund så jeg hende træde ud midt på gulvet, hvor hun rettede ryggen, trak skuldrene godt tilbage og opførte et Las Vegas – værdigt show med “tambourmajorstokken”, som havde hun aldrig lavet andet. Et imponerende syn, som snart udviklede sig til en opvisning i b�de det ene og det andet kunststykke. Bagefter var det min tur�

Det er fordi jeg kender mennesker, som rummer overraskelser, at jeg i dag kan svinge semi-professionelt med en ½ meter kosteskaft. Det er da fedt!

PS – jeg når hende ikke engang til skaftet på den hvide lakstøvle, når vi snakker elegance, men jeg har det fandeme sjovt!