Min farmor havde den fineste blå vase med hvide prikker. Jeg syntes den vase var noget af det smukkeste jeg nogensinde havde set. Jeg elskede den lidt støvede lyseblå farve og de flødefarvede prikker. Jeg elskede, når jeg kom på besøg og vasen stod på spisebordet fyldt med forårets tulipaner. Jeg har aldrig siden set en tilsvarende.
Farmor vidste godt, at jeg havde forelsket mig i den vase. Hun fortalte mig, at hun havde sat små sedler med navne under bunden af alle sine kongelige porcelænsfigurer, så hun var sikker på, at vi hver især arvede det hun havde bestemt. Hun nægtede at sætte en seddel i bunden af den blå vase med de hvide prikker.
???Det er ikke noget at arve. Det er bare noget gammelt skrammel, som jeg ikke vil være bekendt at lade dig arve…???, sagde hun altid, når jeg spurgte om hun ikke godt ville være sød at sætte seddel på.
Da min farmor døde i 1986, gik der nogle år, hvorefter min farfar skulle flytte fra lejligheden de havde delt. Han ryddede op i alle tingene, smed ud med hård hånd og lod ikke til at forstå, at vi gerne ville have haft nogle af tingene, til minde om en barndom som han og farmor havde en stor andel i var fyldt med gode minder. Han smed det hele ud.
Da jeg næste gang kom hjem på besøg, stod vasen og ventede på mig ude på farfars køkkenbord. ???Ja, jeg kan godt huske jeres diskussioner om den vase så her er den så endelig…???, sagde han og siden var den mit kæreste eje, for den fik mig altid til at tænke på farmors smil, spædt forår, den første solskinsvarme og hinkeruder. Jeg huskede smagen af den første af forårets is købt nede hos købmand Krogh, gemmeleg i vaskekældre der lugtede af mug og støv og fornemmelsen af lune sten gennem buksebagdelen, når vi sad på kanten af muren hjemme i gården. Bare fordi vi kunne.
Jeg mistede den for år tilbage og man skal ikke græde over spildt mælk, men falder du over en vase, som beskrevet, er jeg liebhaver…
10 kommentarer
Sole
10. marts 2013 at 08:14En person finder dit 8 år gamle indlæg, kommenterer på det… og nysgerrige jeg kan ikke lade være med lige at læse med. Og så ender jeg op med tårer i øjnene. Har selvfølgelig ikke samme oplevelser som dig, men jeg forstår FULDT ud det med at miste sine minder! Jeg mistede stort set alle mine for 6 år siden. Alle arvestykker sammen med det meste andet blev med fuldt overlæg smadret, knust, skåret, revet i stykker…. Som du skriver, så skal man ikke græde over spildt mælk, men ind imellem kan det fanme være svært at skelne den spildte mælk fra karkluden der skal tørre den op!!! Der fik jeg lige revet lidt op i nogle ikke særligt gode minder, men det er sikkert godt i det lange løb.
Liselotte
10. marts 2013 at 10:47Det er svært at miste ting, man føler stor kærlighed til og samhørighed med og dem der siger, at det kun er ting, lindrer ikke den smerte, der er forbundet med at miste det, man aldrig kan få tilbage.
Tine
9. marts 2013 at 22:26Kunne der mon ikke findes noget lignende i Greengates sortiment? :-)
http://emilyrose.dk/greengate-.....-blue-125/
Anja
27. februar 2005 at 20:12Tak for en god historie Liselotte :) Jeg synes, som altid, du beretter fantastisk godt og medrivende. Jeg kan lige forestille mig det – og s?dan har jeg det ogs? med min farmors billede, men det tror jeg ikke, jeg f?r. Min faster har jo patent alle vegne! :/
Liselotte
27. februar 2005 at 10:25Jamen Nick… jeg m? vist bare p? jagt s?. Fedt med de steder du n?vner – jeg elsker jo den slags – skr?kkeligt er det, men ogs? et faktum ;-)
Konebilen klarer ?rhus C p? en time, s? det er overhovedet ikke et problem at komme ned og kigge hos ?rhus Klunserne – det bli’r jeg vist n?dt til engang :-)
Nick
27. februar 2005 at 07:21Liselotte – jeg vil anbefale dig at tage til ?rhus et smut til for?ret (det burde konebilen kunne klare p? 1 times tid, hvis du tager et par tunge sko p?).
Vi har (lidt uden for ?rhus) “?rhus-klunserne” – http://www.aarhus-klunserne.dk/ – der er altid rig mulighed for at g?re en god handel. Og finder du vasen, er den sikkert din for en 10’er – m?ske 5 kroner hvis du giver en god historie.
Derudover har vi jo bagagerumssalg p? Ingerslevs Torv en gang om m?neden i de lidt varmere m?neder. Jeg kan desv?rre ikke lige finde en kalender, men falder jeg over en kan jeg da lige maile den.
Og endelig er der jo til sommer (Juni/Juli vil jeg tro) det store kr?mmermarked p? Tangkrogen.
Jeg tror specielt de to sidstn?vnte events, vil v?re et godt sted at starte.
Liselotte
27. februar 2005 at 01:02Thank you – actually this is the story about my grandmothers vase – I inherited it after her death and it was a treasure I cherished for years until one day I sadly lost it and it went to pieces :-(
Bummer! ;-)
violetismycolo
27. februar 2005 at 00:20Ah Liselotte…I just love these tulips! You have such a way with color and texture. They are gorgeous!
Liselotte
26. februar 2005 at 17:41Det var s? uendelig lidt Grith – og jo, du har da ret. Man kunne da bestille en hos en keramiker :-)
Grith
26. februar 2005 at 17:30Er hermed noteret – og s?dan en burde da bestemt kunne f?es. Har du overvejet af bestille en hos en der laver s?danne ting? S? kunne du f? den lige som du ville have den.
Det er en flot historie du har skrevet om din farmor, din barndom og vasen. Den f?r mig til at t?nke p? min mormor og alle de ting ved hendes bop?l der v?kker minder – og s? kommer jeg i tanke om at jeg snart er p? vej derover, det g?r mig lykkelig. Din historie g?r mig lykkelig, tak for det:-)