10

Farmors vase

Min farmor havde den fineste blå vase med hvide prikker. Jeg syntes den vase var noget af det smukkeste jeg nogensinde havde set. Jeg elskede den lidt støvede lyseblå farve og de flødefarvede prikker. Jeg elskede, når jeg kom på besøg og vasen stod på spisebordet fyldt med forårets tulipaner. Jeg har aldrig siden set en tilsvarende.

image

Farmor vidste godt, at jeg havde forelsket mig i den vase. Hun fortalte mig, at hun havde sat små sedler med navne under bunden af alle sine kongelige porcelænsfigurer, så hun var sikker på, at vi hver især arvede det hun havde bestemt. Hun nægtede at sætte en seddel i bunden af den blå vase med de hvide prikker.

???Det er ikke noget at arve. Det er bare noget gammelt skrammel, som jeg ikke vil være bekendt at lade dig arve…???, sagde hun altid, når jeg spurgte om hun ikke godt ville være sød at sætte seddel på.

Da min farmor døde i 1986, gik der nogle år, hvorefter min farfar skulle flytte fra lejligheden de havde delt. Han ryddede op i alle tingene, smed ud med hård hånd og lod ikke til at forstå, at vi gerne ville have haft nogle af tingene, til minde om en barndom som han og farmor havde en stor andel i var fyldt med gode minder. Han smed det hele ud.

Da jeg næste gang kom hjem på besøg, stod vasen og ventede på mig ude på farfars køkkenbord. ???Ja, jeg kan godt huske jeres diskussioner om den vase så her er den så endelig…???, sagde han og siden var den mit kæreste eje, for den fik mig altid til at tænke på farmors smil, spædt forår, den første solskinsvarme og hinkeruder. Jeg huskede smagen af den første af forårets is købt nede hos købmand Krogh, gemmeleg i vaskekældre der lugtede af mug og støv og fornemmelsen af lune sten gennem buksebagdelen, når vi sad på kanten af muren hjemme i gården. Bare fordi vi kunne.

Jeg mistede den for år tilbage og man skal ikke græde over spildt mælk, men falder du over en vase, som beskrevet, er jeg liebhaver…

Du vil sikkert også kunne lide