Den stakkel…

Min kære og nogen gange bedre halvdel er laps om en hals. Uddannet indenfor tekstiler er man nok skadet for livstid. Jeg tror det.

Forfængelighed er ham ikke fremmed. Så kom det på bordet.

Han er lige kommet hjem. Jeg sendte ham på genbrugspladsen med det meste af matriklens ikke-nagelfaste inventar tidligere. I en rus af rengøringsmidler var jeg midlertidigt overbevist om, at det meste sagtens kunne undværes.

Bagefter måtte han handle ind, for jeg havde jo slet ikke tid, så travlt jeg havde med at sæbe ind og af, op og ned og om igen. Afsted med ham.

Han er lige trådt slukøret ind af døren. Han HAR været på genbrugspladsen og i supermarked. Der er tom bil og varer med hjem. Den er god nok, men…

I min midlertidige rengørings-sindsyge har jeg formentlig været ret insisterende hvorfor manden godt nok nærmest fløj ud af døren, da jeg meddelte at det var NU! Det er gået så stærkt, så han nu i al fremtid bliver tvunget til at køre en omvej på omkring 20 km for at komme af med vores efterladenskaber på en genbrugsplads.

“Jeg kan simpelthen ikke vise mig dernede mere…”

Også udvalget af dagligvarebutikker er skrumpet betragteligt og der er ganske enkelt steder, hvor han ALDRIG mere vil komme…

“Ja, det er altsammen på højde med en græsk tragedie og jeg opdagede det ALT FOR SENT, men det var også bare fordi du skulle have mig ud af døren i sådan en fart. Det var først nede på genbrugspladsen, da de begyndte at grine af mig, at jeg opdagede, at jeg var kommet afsted i de uklædelige, men naturligvis meget praktiske sutsko jeg ellers ALDRIG bruger…!”