7

Du skulle skamme dig…

Jeg vågner til en mere eller mindre sober efter-valget-snak på tv2 og jeg lytter halvt i søvne til de forskellige partiers respræsentanter. De fleste klarer, endnu en gang, at sige ingenting med en masse ord, men Connie Hedegaard får mig for alvor vækket, da hun til sidst udtaler, at vi danskere, med vores stemmer i går, har godkendt den nye kommunalreform…?!

Kære Connie

At postulere, at vi vælgere har godkendt kommunalreformen gennem vores afgivne stemmer, er arrogance i sin mest skræmmende form og du gør mig oprigtigt vred.

Jeg tror ikke der er et eneste menneske i Danmark, som til fulde har gennemskuet konsekvenserne af kommunalreformen. Jeg tror ikke der findes mange vælgere, som vil påstå, at de til fulde har forstået de evt. konsekvenser af den reform du så skråsikkert postulerer vi har godkendt.

Jeg tror til gengæld, at der rundt omkring i Danmark sidder rigtigt mange mennesker, som fordi I har været og er alt for dårlige til at forklare, er skeptisk afventende.
Jeg tror der er mange mennesker, for hvem tilværelsen bliver meget, meget anderledes end den hidtil har været. Det er blot min helt og aldeles subjektive formodning og den baseres udelukkende på de ugennemsigtige oplysninger vi foreløbig er blevet begavet med. Jeg bliver altid mistænksom, når der ikke kan svares på simple spørgsmål enten fordi man vitterlig ikke kender svaret eller fordi lysten til at være åben mangler.
Jeg tror kommunalreformen får massive ikke-hensigtsmæssige konsekvenser for de svageste af samfundets borgere og fordi du og de andre politikere har været alt for dårlige til klare udmeldinger, har danskeren ikke en kinamands chance for at vide hvad du mener vi har godkendt.

Jeg ser allerede nu, at der mest af alt hersker usikkerhed og afventen. At der i kommunalt regi ikke er vilje til at foretage sig ret meget andet end at vente. At jeres reform gør fremtiden usikker og utryg for en hel masse af vores svageste samfundsborgere og det er ikke rimeligt, ikke at vide om de tilbud man baserer sit liv på lige nu fortsætter efter kommunalreformen. Det er ringe livskvalitet, som har sit udspring i din og dine politikerfællers manglende evne til at formidle reformen.

Det er arrogant at postulere godkendelse af et projekt, som selv ikke vores politikere til fulde har overblik over endnu. Det var IKKE kommunalreformen der var på valg i går og det klæder dig IKKE at postulere andet.

Du skulle skamme dig…

Du vil sikkert også kunne lide