Jeg har den mest irrationelle lyst til stegte grønne tomater. Det er ikke lige årstiden. For det første er det ikke til at få fat i grønne tomater, for det andet ville de formentlig ikke smage af noget som helst, ligesom resten af de sørgelige erstatninger for tomater man som forbruger tilbydes lige nu.
Stegte grønne tomater har Jeff lært mig at lave. Jeg husker endnu den eftermiddag, hvor han introducerede dem. Faktisk kom de op at vende foranlediget af vitawrap og en snak om al den sjov man kan få ud af den slags…
Hvem husker ikke Kathy Bates i Stegte Grønne Tomater. Stående i døråbningen, indsvøbt i utallige, nyligt indkøbte ruller af vitawrap forsøger hun forgæves at vække Ed’s lyst og interesse, men som altid i den slags film, interesserer tv’et mere end fruen.
Ed indtager sin aftensmad foran tv’et og Evelyn må endnu en gang ty til chokoladen som trøst og ellers være tilfreds med de triste besøg hos sin grænseoverskridende svigermor Vesta, på det lokale plejehjem, hvis hun vil have bare en smule indhold i sit liv.
Heldigvis beriges hun med liv, selvtillid, glæde, kraft og mod gennem sit bekendtskab med Ninny Threadgoode, en gammel dame på plejehjemmet, som deler historier om sin hjemby Whistle Stop i Alabama.
Gennem hendes fantastiske livshistorie udvikles Evelyn og så har jeg jo forøvrigt en udtalt svaghed for de der kan fortælle historier.
Denne film fortæller historier som jeg elsker dem. Fyldt med sjæl, hjerte, smerte og helt igennem fantastisk evne til at formidle det store i det små. Den kan det samme som John Steinbeck kan. Tryllebinde, fordi de formår at gøre det banale fantastisk. Tænk at kunne det…
Nå, det var de stegte grønne tomater jeg kom fra. De får vente til sommeren igen byder på hjemmeavlede af slagsen, men filmen… den kunne jeg da i grunden godt tåle et gensyn med…
6 kommentarer
Liselotte
8. februar 2005 at 22:43Nej, s? er det m?ske p? tide med en pause, men den ER fantastisk og jeg gl?der mig til snart at gense den :-)
Robert Piil
8. februar 2005 at 22:33Filmen er fremragende. En virkelig god historie, der tillige er godt fortalt. Den var i mange ?r fast repertoire for mine elever, indtil en af dem fik k?rt benene af, af et tog. Efter det synes jeg ikke lige den var passende at vise.
Liselotte
8. februar 2005 at 21:14HA HA HA… n?, jeg tror han foretr?kker andre ting end husholdningsfilm n?r jeg gaveindpakker, men m?ske man skulle sp?rge ;-)
Grith
8. februar 2005 at 20:57Er det vita-filmen du mener:-) Det synes jeg da ville v?re friskt:-)
Liselotte
8. februar 2005 at 20:41Ja, det er bare en SK?N film :-)
Anita
8. februar 2005 at 20:38Der er lige nogle f? film jeg sagtens kan se igen og igen og Stegte Gr?nne Tomater er bestemt ?n af dem. Kan huske jeg sad og bare SAD da den var slut. Sad d?r fyldt med en virkelig god og varm f?lelse, ikke kun i maven men ogs? i resten af kroppen og lidt med den der ?v-den-er-allerede-slut holdning. Den kan helt sikkert varmt anbefales :o)