Lortedag…

Lortedag. Så er det sagt.

Jeg har ondt.

Min venstre arm er tæt ved at være ubrugelig og det er kun i kraft af viljestyrke og en solid dosis smertestillende medicin, at jeg fungerer og det endda i begrænset omfang. Fingrene summer. Det var de ellers holdt op med. Der er ikke umiddelbart nogen forklaring på det.

Det er næsten det værste. At jeg mangler en forklaring på hvorfor det hele begynder forfra. Måske har jeg fået den. Forklaringen. Lægen fortalte mig jo, at en tennisalbue er et langvarigt bekendtskab, men med den flid jeg lægger i alle mine øvelser, er det dybt frustrerende, at der endnu ikke er bedring i sigte.

Armen skal have ro. Jeg må ikke bruge den og det kan jeg finde ud af at lade være med, men det er straks sværere at skulle acceptere, at man i den grad er handlingslammet. Ingenting kan jeg og det er jeg altså ikke god til at leve med. Jeg kan læse bøger. Det gør jeg og lader mig underholde af tv, men alle de ting jeg normalt når at lave i en håndevending, ja de må nu vente på at andre tager over. Jeg har svært ved at slippe speederen.

Måske kroppen bare fortæller mig, at jeg skal tage mig sammen… og passe på mig selv…