Voyeur…

Jeg har en lidt underlig ting med billeder…

Jeg tænker tit på om folk er bevidste om, hvor meget de røber med deres billeder. Eksempelvis når de gerne vil vise en eller anden ting fra deres hjem, et billede af familien, den nye hund eller måske deres nyligt indkøbte opvaskemaskine.

Jeg ser aldrig rigtigt ???tingen??? de vil vise, for jeg har meget mere travlt med at se det de ikke har overvejet at de viser. Alt det udenom. Alt det i baggrunden. Det der fortæller så uendelig meget om dem, deres hjem eller deres sans for orden, farver, indretning, valg af gulvtæppe o.s.v.

Jeg synes jeg lærer så meget om de mennesker ved at se på deres gardiner, sko eller skilderier på væggene og jeg fortaber mig meget ofte i det i stedet for i det væsentlige.

Måske er det fordi jeg er et frygteligt indskrænket menneske, for samtidig med at jeg ???smugkigger ind gennem deres brevsprække???, for det er vel i grunden det jeg gør, har jeg jo masser af forudindtagede meninger om dem. Jeg mener jo, indbildsk som jeg er, at kunne sige rigtigt meget om mennesker, alene ud fra deres investeringer både menneskeligt og materielt.

Det er vel i grunden heller ikke moralsk forkasteligt, strafbart eller på anden vis forbudt at have den slags tendenser, men det bliver en anelse belastende, når jeg ikke længere kan se billeder af folks unger uden at tænke, ???Ja, I skal sgu nok få problemer med den knægt senere, med den sofa I har valgt…???.

Det er da ikke kun mig, der er sådan. Er det? Nej, vel…?