Flyv Dorte, flyv…

Hos frisøren forleden snakker de om en kunde, som altid er sød og samtidig sjov at have på besøg. Hun er vel det vi kalder sinke og de underholder, med stor respekt og kærlighed, med hendes evne til altid at finde den skæve vinkel på alting. Jeg lytter, siddende stille i stolen, smurt ind i alverdens væsker og med en ualmindelig uklædelig hætte monteret.

???Sig mig en gang… hedder hun Dorte????, spørger jeg til sidst.

???Ja, hun hedder Dorte. Kender du hende????, spørger min frisør.

Ja, vel kender jeg Dorte. Flyv-Dorte, som vi kaldte hende dengang. En lille, buttet pige med åndsevner, som ikke rakte til at gennemskue andre børns ondskab. Heldigvis.

Dortes forældre var gamle. De havde fået Dorte sent i livet og de var vel ikke særligt meget bevendt, når det kom til erkendelse af livets barske realiteter. De syntes nemlig ikke, at Dorte var meget bedre tjent med en skole, hvor der kunne tages behøringt hensyn til hendes lidt lave intelligens. De syntes, at Dorte skulle gå i en almindelig skole, for ???hun fejler ikke det mindste og så taler vi ikke mere om det…???.

Dorte gik klædt i sine ældre søstres tøj. Dorte så ikke rigtigt godt, så hun var også udstyret med et par uklædelige hinkestenstykke glas, som fik hende til at ligne en gris. Hendes motorik lod meget tilbage at ønske, så hun faldt ofte og så græd hun altid. Formentlig ikke uden grund, men med alle de ovennævnte ting var det ligesom oplagt, at prøve at få hende til at græde eller om ikke andet flyve.

Dorte troede nemlig hun kunne flyve. Hun var helt overbevist og deraf navnet Flyv-Dorte, som egentlig ikke var ondt ment, men mere at sammenligne med de tegn-navne døve giver hinanden. Det var karakteristisk for Dorte, at hun mente sig i stand til at flyve, bare hun baskede tilstrækkeligt med armene. Hun prøvede ofte.

Børnene i kvarteret kendte hende allesammen. Jeg tror i grunden, at de fleste var gode ved hende. Vi vidste allesammen, at Dorte ikke var lige så klog som os, så vi passede på hende. Ligesom man ville passe på mindre søskende, sørgede vi også for, at Dorte ikke kom galt afsted. Vi holdt øje med hende, hvis hun var i nærheden.

Dorte havde lav-status. Ingen tvivl om det og ingen tvivl om, at Dorte godt selv vidste det. Hun kunne godt spørge om hun måtte være med i legen, men hun vendte sig øjeblikkeligt for at forlade os og ventede ikke engang på svaret, som hun efterhånden havde vænnet sig til var nej. Overraskelsen var stor hos hende, når hun blev budt indenfor i kredsen af legende børn og der gik sjældent lang tid før hun grådkvalt forlod os i et af sine utallige raserianfald. Endnu en gang var hun blevet præsenteret for sine egne mangler, for hun forstod ikke reglerne og få minutter inde i legen, var hun allerede frustreret og vred og måtte gå igen og det nyttede ikke at prøve at trøste og overtale hende til at komme tilbage. Dorte vidste godt selv, at hun ikke magtede legen.

Der var naturligvis også børn, som kunne bruge Dorte til at styrke sig selv. Det var dem, der stoppede hende på vej hjem fra skole og bad hende om at flyve, hvorefter Dorte bredt smilende ville stille sig op midt på vejen for herefter at begynde at baske med armene.

Når børnene så begyndte at grine af hende og med børns indbyggede grusomhed og trang til at føle sig overlegne fortalte hende, at det ikke kunne lade sig gøre at flyve og at hun bare så dum ud, når hun stod der og baskede med armene, ville Dorte først kigge uforstående på dem gennem sine tykke brilleglas, hvorefter hun ville fastholde, at hun kunne flyve. Stædigt og vedholdende ville hun baske vildere og vildere med armene, mens hun skreg:

???Se… jeg kan flyve! Se… det er lige før nu… Se nu bare her…???, og fantastisk nok stoppede hun ikke med at baske med armene, men fortsatte selvom de andre børn grinende vendte hende ryggen og i samlet flok løb i modsat retning, væk fra hende den pinlige tosse, som stod der midt på vejen og baskede med armene.

Hun troede selv på det. Hun var helt overbevist om, at snart… meget snart, ville hun lette og flyve væk. Hen over Vejgårds fantasi-tomme og desillusionerede børn, som ikke engang kunne se, at det bare handler om at tro nok. Så lykkes det. Så lykkes alting.

Jeg håber det lykkedes for dig Dorte.