Smilehullerne…

Jeg fandt et gammelt foto af min mor. Tilbage fra 1955 og jeg begyndte at lede… Man vil så gerne finde lighedspunkter. Det er vigtigt af grunde jeg ikke rigtigt kan gennemskue. Måske handler det om følelsen af at høre til et sted. At have vished for, at man virkelig er et produkt af 2 mennesker som engang elskede hinanden.

Jeg ligner vist ikke min mor særligt meget. Ikke af udseende og nok i grunden heller ikke af sind. Vi er meget forskellige. Måske er det min far jeg ligner. Måske er det bare den forunderlige fusion, som er opstået, som gør det så svært at finde lighedspunkter mellem min mor og jeg.

Min søster har arvet mors hul i hagen. Det hul, som også min morfar havde. Det hul, som løber som fællestræk ned gennem familien Johansens aner gennem så mange generationer og som jeg altså overhovedet ikke har antydningen af.

Min søster har arvet mor smukke og fyldige læber. Jeg har arvet fars smalle læber, som er så ganske umulige at gøre smukke med læbestift eller andet feminint udstyr. I hører mig ikke klage, for læbestifter har aldrig været en post i mit budget – det er blot en konstatering.

Min søster har arvet mors mandeløjne. Smukt formede øjne med stærke og markerede bryn, som understreger hvor rigt udstyret de begge to er på den front. Jeg har arvet min fars små øjne.

Min søster har arvet min mors næse. Den næse, som løber som endnu et genetisk bestemt fællestræk i familien Johansen. Helt ærligt – jeg er okay med at have arvet fars næse. Det bedste jeg ved er, at drille dem med kartoffeltuden. Man skal vel have simple fornøjelser i sit liv også, men…

Der er ikke meget tilbage at arve så. Det kan I jo næsten fornemme. Hun gemte det hele til Annemette, men der var én ting jeg fik. Smilehullerne.

Smilehullerne er jeg glad for. De minder mig om mor, når jeg engang imellem får øje på dem i spejlet og jeg kan lide dem. Små fordybninger i kinderne, som springer frem når jeg er glad og smiler eller griner. Det gør jeg meget.

Døve giver hinanden tegnnavne. Navnet er selvfølgelig det man er døbt, men tegnet som knyttes til personen og hans/hendes navn, bliver oftest knyttet til et eller andet særkende ved personen. Mit er tæt knyttet til mine smilehuller. Det gør mig glad, at det jeg kendes ved er mine smilehuller, så tak for dem mor…