Den sidste mastodont…

Den sidste store mastodont har måttet lade livet. Mit hjerte er ved at briste, når den slags sker og det skal ingen hemmelighed være, at jeg er ganske uimodtagelig for forklaringer i retning af “…udtynding” og “…så får de andre bedre plads til at vokse”, når snakken falder på træer og motorsave. En cocktail jeg hader, men drengene på matriklen elsker.

Jeg har noget med træer, naturen og det at få lov til at vokse…

Da vi overtog gården her, voksede der ude på gårdspladsen en kæmpestor elm, som uanset årstiden var utroligt smuk at se på. Den bar desværre præg af at være ramt af elmesyge og efter 4 år, måtte den lade livet. Siden er der hentet et kastanjeskud nede fra “skoven” (en lille samling træer nederst i haven), som nu vokser lystigt hvor elmen tidligere residerede.

Jeg var utrolig ked af at skulle fælde træet, men der var ingen vej udenom. Til gengæld havde det en fælle nede i haven. En elm, som var mindst ligeså stor og om muligt endnu smukkere. En sommerdag kunne man ligge på ryggen under kronen og lade sollyset skinne ned mellem bladene. Det gav skygge, adspredelse og masser af indvendig ro, at tage ½ time underneden og jeg elskede det, selvom jeg godt vidste, at det var en stakket frist.

Nu er det slut. I foråret bristede alle de saftfyldte knopper i en sand bladkaskade og elmen stod endnu en gang smuk og strunk til fryd for mine øjne, men det holdt kun alt for kort. I løbet af den tidlige sommer døde samtlige blade og jeg vidste, at det var sidste gang jeg havde fået lov at nyde træet med løv på. Inden vi nåede august stod træet nøgent, gammelt og ynkeligt tilbage uden fordoms pragt og der var ingen vej udenom. Det måtte fældes.

De kom i weekenden. Der er tomt dernede nu og det gør ondt. Det vil det gøre i en tid endnu. Jeg elsker træer…