4

Risengrøden…

Åh ja… nogen gange ønsker jeg, at jeg kunne stoppe tiden. Den løber alt for stærkt, når man har børn og i dag ville Oline se billeder. Vi kiggede dem sammen og endte bl.a. ved disse billeder. Oline grinede vældigt af hvordan hun er smurt ind i risengrød og syntes naturligvis, at det var mægtig skægt med sådan et billede, men for mig rummer det billede andre minder.

image

Jeg var alene-mor af gavn, for det var nemlig ikke af navn. Faderen var i høj grad en del af vores familie og mere end villig til at tage sin del af hverdagslivets trivielle banaliteter, hvis det altså ikke lige var for det job han var nødt til at passe.
En chef med mere end almindeligt urimelige forestillinger om hvad man kan forlange af sine ansatte, fik hurtigt sat en stopper for vores ideer om, at han ville finde forståelse for de i forvejen aftalte fridage, børnesygdomme og indlæggelser…

Vores liv var fyldt med forsøg på at finde praktiske løsninger, som skulle gøre min hverdag lidt nemmere. Jeg havde 2 små børn, som begge krævede min opmærksomhed, men ikke mindst min hjælp i en helt masse situationer.

Hver eneste fredag – når Kenneth arbejdede til sent – blev ungerne bænket ude i køkkenet. De blev placeret på hver sin side af bordet med legetøj og en mor, som sang mens risengrøden kogte på komfuret. Når den var klar, blev den sat på bordet med kanelsukker og smørklat og de elskede den. Spiste begge med kollosal appetit og en utålmodighed, som var næsten dyrisk, hvorfor det ikke nyttede at lade dem spise en ad gangen. De skulle spise samtidig og det var vel for pokker også en del af hyggen, når de altså ikke bestemte sig for at etablere et fælles og utålmodigt hylekor, som kulminerede i tårer og raseri, fordi det ikke gik stærkt nok. Desværre er de begavet med en ynkeligt utilstrækkelig mor med kun 2 hænder…

Billederne dokumenterer en milepæl i vores liv. Ikke mere, men heller ikke mindre.
Oline spiser selv for første gang. Måske ikke første gang, men i hvert fald første gang med indlagt forventning om, at hun klarer sig på egen hånd.
Herfra blev tingene meget nemmere. Det er sådan jeg husker det…

Du vil sikkert også kunne lide