“Du har en tennisalbue. Den kræver fuldstændig ro og mindst 1 uges sygemelding. Du skal have en gigtkur som modvirker irritationen i dine led og så skal du lave disse øvelser og ellers holde armen tæt ind til kroppen.”
Jamen altså…
Nu er det jo heller ikke fordi vi er syge ret ofte herhjemme. Lad os endelig få lidt mere af den slags omend denne melding var rarere end den jeg frygtede.
Jeg var sådan set allerede i gang med at formulere testamentet og dele minder ud til hele familien. “Hvad er det jeg gerne vil huskes for…” og mere i den stil løb gennem hjernebarken kun for at afløses af angsten for hjerteoperationer og muligt smertehelvede, når nu hjertesvigtet slog til i et ubevogtet øjeblik.
Symptomer var og er der jo. Følelsesløse fingre på venstre hånd gjorde det vanskeligt at finde koncentrationen, når jeg endnu en dag skyndte mig afsted på job i stedet for at tage ind forbi lægen, som jeg burde. En arm som ind imellem var temmelig plaget af smertejag gav ekstra næring til fantasierne og jeg havde sådan set allerede besluttet mig for, at det sikkert ikke nyttede at tænke i meget mere end timer, når jeg planlagde den nærmeste fremtid.
Sådan er jeg så dramatisk. Og dum.
Hvorfor er jeg så forbandet god til at drage omsorg for andre, men så stinkende elendig til at gøre det for mig selv? Jeg syn’s jo jeg ER det værd. Jeg syn’s jo faktisk, at jeg hver eneste dag gør en forskel, som er så værdifuld, så det ville være et tab at skulle undvære mig, men kan jeg lige tage mig sammen til at gøre noget for mig? Nej. Det er alt for svært, at tage mig selv alvorligt.
Jeg skal tage mig sammen og passe på mig selv, så forsømmelighed kun forekommer som spredte sommerbyger – forhåbentligt sjældent. Jeg burde nok også tænke mere over hvorfor jeg ikke synes, at det er nødvendigt at tage mig selv alvorligt.
PS – jeg bli’r pissesur hvis du ikke gør! Altså tager mig alvorligt. Så er du advaret.
12 kommentarer
Liselotte
28. januar 2005 at 13:44Ja, det er sandt og jeg har tjekket – det er ikke dem jeg f?r… :-)
Grith
28. januar 2005 at 12:15Apropos gigtmidler s? k?rer der jo en debat om et gigtmiddel de har opdaget er ret farligt! So beware!
Liselotte
28. januar 2005 at 08:45Jeg passer p? – det lover jeg ;-)
Yrsa
28. januar 2005 at 08:08God bedring – Jeg vil lige sige som Puk – pas p? med hvad l?gerne fylder dig med. Pr?v med alternativ behandling. Jeg havde en dum albue efter sidste f?dsel (bar p? lift, autostol etc.) og havde held med en zoneterapeut/hom?pat. Gigt midler er direkte gift for kroppen.
Liselotte
27. januar 2005 at 18:52Ja, gid man dog snart l?rte lidt af dem der er knapt s? dumme lucie ;-)
lucie
27. januar 2005 at 18:27du skal vite dette: du er ikke alene om dette. Jeg er og dramatisk; akkurat slik som deg, og dum.
Liselotte
27. januar 2005 at 17:45Jo… skal nok! ;-)
Grith
27. januar 2005 at 17:19God bedring, ked af at h?re at du har v?ret s? uheldig. Og s? er der lige en opsang fra mig: Ka?du s? se at passe bedre p? dig selv! Du SKAL s?rge for omsorg til dig selv i samme grad som du giver den til andre – der er jo en masse mennesker der holder af dig og er afh?ngig af dig p? mange m?der, s? pas p? dig selv for dig og for dem:-)!
Thea
27. januar 2005 at 16:32Tak, kender alt for godt, den der med ikke at drage omsorg for sigselv.
Jeg er selv en ren amat?r, hvad det ang?r. Jeg h?ber, at det sidste halve ?r, jeg har tilbragt sygemeldt, har gjort mig bare lidt klogere, hvad det ang?r.
God bedring med albuen, jeg har v?ret meget plaget af seneskedehindebet?ndelse i begge h?ndled, og skal da stadig t?nke mig bare lidt om.
Liselotte
27. januar 2005 at 14:49N?, hvem gider ogs? v?re syg…
Nej, jeg er fandens god til at ignorere mig selv. Det er et faktum. Jeg kan jo det hele p? den halve tid, tror jeg… ;-)
steenskov
27. januar 2005 at 13:33mon ikke det er den snigende angst, som g?r sig g?ldende – fremfor fors?mmelighed. Man m?rker nogle m?rkelige jag i hjertet, eller en eller anden sk?nhedsplet er vokset, eller det d?r med armen ku’ tyde p?… straks ser man det for sig: ALVORLIG SYGDOM! …s? hellere skubbe unders?gelserne lidt og sige til sig selv: det er ikke noget! ( – og jeg er endda l?gedatter.)
Hvem gider ogs? v?re syg? H?ber din arm f?r nok af det snart.
Puk
27. januar 2005 at 12:30Tager dig skam v?ldig alvorligt :)
Jeg vil lige komme med et velmenende r?d i forbindelse med albuen-der-blev-tr?t-af-at-spille-tennis. Sig ikke bare ja tak til binyrebarkhormon, hvis l?gen foresl?r det – det kan faktisk g?re ondt v?rre. Min svigermor har nu et hul ind i en albue, de behandlede med samme.