Kevin og alligatorerne…

– blev starten på en lang rejse, som endte rigtigt godt…

Min amerikanske ven Jeff, bor i Greenville, en lille by i Butler County, Alabama. Han er ud af en familie, som nok må siges at være prototypen på sydens white trash.

Trailerparken har været hans hjem gennem mange år. Hans uddannelse er så godt som ikke eksisterende og når jeg siger, at han blev gift med 16-årige Jessica, fordi hun ventede deres 1. barn er det ikke noget, som får selv den fineste øjenvippe til at blafre i Greenville. Det er mere normen end det omvendte.

Alle de forestillinger jeg havde om syden lever Jeff og hans familie op til.

Jeff kommer af en familie, som rummer det hele på godt og ondt. Liv som er så markant anderledes end mit, at det har været en meget stor udfordring at formidle det danske samfund uden at tage værdigheden fra et menneske, som jeg er kommet til at elske højt, men som også lever materielt fattigere end nogen anden jeg kender. Alene at få ham til at forstå, at man i Danmark “får penge for at tage en uddannelse”, som han formulerede det, tog rigtigt lang tid. Det tog også tid at fordøje for en mand, hvis intelligens rummer potentiale, som aldrig nogensinde har været i nærheden af en reel chance for at blive udnyttet.

Jeff har en lillebror, som jeg har skrevet en smule med gennem de sidste 3 år. Han har været meget svær at få etableret kontakt til. “Jeg staver så frygteligt dårligt, så jeg tør ikke snakke med hende”, sagde han i starten og han havde ikke overdrevet. Hans engelsk var så mangelfuldt, så jeg ind imellem måtte gætte mig frem til meningen.

Vi fandt hinanden, da jeg spurgte om han vidste noget om alligatorerne, som lever i sumpene udenfor byen. Selvfølgelig havde Jeff givet mig et tip om, at en af Kevins helt store interesser lå her, så i bar iver glemte han, at han ikke stavede vældig godt og kontakten var etableret.

Det viste sig, at Kevin havde det frygteligt skidt i skolen. Efter en tid, spurgte han forsigtigt om jeg ikke var tegnsprogstolk, hvilket jeg jo kunne bekræfte. “Det ville jeg altså enormt gerne lære”, sagde han så og jeg måtte naturligvis spørge lidt ind til hvorfor han gerne ville det. Han forklarede det ikke før en måneds tid senere, hvor snakken faldt på tegnsproget igen. Han sagde: “Jo Liselotte, jeg tror faktisk at jeg er døv…”.

I første omgang troede jeg, at han bare sagde det for at tækkes mig. Han var blevet glad for mig, så måske han mente, at jeg ville holde mere af ham, hvis han var døv.

Sådan var det slet ikke. Han var virkelig døv. Han havde levet 12 år af sit liv i en familie, hvor de bare havde skældt ham ud for at være doven, ulydig og for dårlig til at høre efter.

Kevin fik, efter lange og insisterende forklaringer og tilbud om betaling fra mig, lov til at komme til en høreprøve og det viste sig, at han er svært tunghør. Ingen i hans omgangskreds havde opdaget det, for han har åbenbart været usædvanlig god til at mundaflæse og almindelige lægetjek er sparsomme i en fattig sydstatsfamilie, som end ikke ejer en forsikring til at betale for en høreprøve.

Kevin startede på Alabama Institute for Deaf and Blind for ½ år siden og i dag fik jeg besked om, at han er indstillet til en operation, cochlear implant, som skal give ham hørelsen delvist tilbage. Han har det rigtigt godt og hans stavning er forbedret med mindst 200%. Han er glad og trives og hans familie støtter endelig op omkring ham.

Den slags gør mig altså usigeligt glad.