Jeg vil til enhver tid benægte. Bare så du ved det.
Min computer er ved at afgå ved døden, eller måske jeg overdriver en smule. Det gør jeg ind imellem. Jeg kan lide det. Overdrivelse er ligesom karry, man KAN godt få for meget af det, men i tilpasse doser er det fantastisk.
Formateringen står ude i horisonten og kalder på mig og det er naturligvis IKKE MIN SKYLD. Det er det altså ikke. Jeg har, som sædvanlig, ikke gjort noget. Ikke ret meget i hvert fald. Ikke så meget, at det skulle forårsage disse hyppige og meget interessante, men ret kryptiske meldinger om min legekammerats habitus.
Den har det ikke godt. Nu er den også blevet småfornærmet over at blive negliceret SÅ LÆNGE. Den er begyndt at hævne sig på udspekuleret vis. Den er nemlig ikke forudsigelig, for jeg skal ikke have en chance. Jeg skal være åben og sårbar. Det er på de tidspunkter den slår til.
Pludselig, midt i en rigtig sjov time med min nye tablet og et ret begavet stykke kunst, når jeg nu selv skal sige det, valgte den så at lukke og slukke. Bang. Død var den.
Altså næsten, for snedig som den er, valgte den naturligvis at starte op igen uden problemer. Den sørgede bare for, at jeg ikke havde nået at gemme mit værk. Sådan skal den skæres.
Nu kunne man så fristes til at tro, at den altid ville vælge at afbryde mine kunstneriske udfoldelser, men sådan er det slet ikke. Mit grafikprogram har siden fungeret upåklageligt omend jeg efterhånden er ved at være en smule træt af at gemme så ofte, at der snart er basis for en solid omgang seneskedehindebetændelse. Den griner… det er jeg sikker på.
Til gengæld gider den totalt tilfældige nedbrud. Uvarslede og nederdrægtigt udspekulerede er de. Forsvarsløs har jeg set tekster forsvinde, tabte krige (Age of Empire når det er værst, for jeg VAR ved at vinde) manifesteret ved sort skærm og utallige gange har jeg måttet genstarte de mest banale programmer.
Der er vist ingen vej udenom. Formatering og så lidt kys og klap. Vi overlever sikkert begge to…
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.