Stephanie… get a grip…

Jeg læser Greek Tragedy med allerstørste fornøjelse.

Stephanie skriver så jeg ind imellem føler trang til at sende hende et kram og besked om at livet trods alt altid går videre eller jeg ender op med at grine, så tårerne triller og andre gange – og det er faktisk de fleste – får jeg lyst til at skrige hende ind i ansigtet, at hun for helvede skal se af at komme ud af den by i en fandens fart. Der er sundhedsskadeligt – mest på det mentale plan.

Hun skriver om livet som single i New York. Det er ingen dans på roser, tilsyneladende, for jeg får altså ind imellem den største lyst til at ruske hende. Du godeste, hvor er de dog overfladiske, disse new yorkere. Det er næsten ikke til at holde ud og ind imellem tænker jeg, at der ikke er meget ægte i den by. I hvert fald ikke mennesker imellem.

Jeg har flere gange set, at hendes læsere sammenligner hendes blog med tv-serien Sex and The City, men jeg har ikke en kinamands chance for at vide om det er sandt. Jeg har aldrig set den serie, men til gengæld har jeg set tilstrækkeligt af livet til at vide, at det ikke er en dans på roser.
Lykken kan forøvrigt heller ikke gøres op i status, penge, råd til et weekendhus i Hampton eller en mand med et job, som hver måned kan underholde hele den store, velpudsede maskine, som familien tilsyneladende SKAL være, for at være lykkelig.

Hvis alle de krumspring (denne her er for morsom) Stephanie foretager sig er nødvendige for at finde en mand, så var jeg altså hellere uden, men han er tilsyneladende ikke bare et spørgsmål om at have en livspartner på godt og ondt, men i allerhøjeste grad også et statussymbol og han skal opfylde alenlange lister af betingelser, for at være HELT rigtig og brugbar.

Til gengæld for hans kærlighed, status og penge, er Stephanie og en lang række af hendes veninder åbenbart klar til at give køb på deres egen integritet. De er klar til at leve resten af livet i et eneste langt forsøg på at behage.

Alligevel ser jeg ind imellem, at Stephanie protestere mod denne tingsliggørelse, men det varer aldrig længe før hun igen er inde i folden, i gang med manicuren, smykkerne, læbestiften, den helt rigtige frisør og de hurtige dates, som aldrig synes at føre til andet end nye skuffelser.

Jeg synes Stephanie er morsom. Jeg elsker at læse hende tanker omkring livet som single, i 30’erne og gift-en-gang. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke, at mens Stephanie og alle veninderne anstrenger sig sådan for at behage og blive behaget, løber livet afsted som et eksprestog. Ikke til at stoppe og hurtigere end du når at fatte det, er det kørt forbi og alle drømmene om børn og det perfekte liv bliver ligegyldige, for så er det alligevel blevet for sent.

Livet er ikke perfekt, men det imperfekte er som regel også mere spændende og fuld af overraskelser, sådan som livet skal være.