Vi gør vores bedste…

Vi indhenter søvn herhjemme. Vi forsøger i hvert fald. Vi sover “i hold”, så der er mere end ½ times sammenhængende søvn, for ustandselige afbrydelser gør simpelthen, at man ikke føler det er blevet til andet end at være vågen med mindre bevidstløse sekvenser ind imellem.

Da jeg ringede til arbejde i morges, troede de, at jeg var blevet syg. Jeg lød underlig og det kunne jeg i grunden også godt selv høre, men det handlede om, at jeg bare var stået ud af sengen for lige at melde ind med barns 1. sygedag. Jeg havde endnu ikke talt med nogen så jo, stemmen har sikkert været rusten.

Formiddagen er gået med først at lade manden sove nogle timer. Herefter blev det min tur, så også jeg fungerer næsten menneskeligt nu.

Ældste har som sagt lungebetændelse. Det kræver natlige eskapader i selskab med PEP og cpap masker, slimløsnende medikamenter og en fandens masse gange, hvor han skal vendes. Han kaster konstant op og sengetøjet skiftes mindst 2 gange hver nat. Vaskemaskinen er på overarbejde og brusebad i de sene nattetimer er vi efterhånden i stand til at give med lukkede øjne.

Altsammen kan vi klare, hvis bare vi får sovet lidt ind imellem, men at skulle afsted og fungere på arbejde i dag, var mere end jeg kunne overskue. Jeg var nødt til at få sovet lidt og det er faktisk første gang hans lungebetændelse alene har været grund til en barns 1. sygedag, så det er vist meget godt klaret i løbet af snart 15 år…