14

At kunne rumme…

Moral, etik og integritet er store og tunge ord. Ikke noget jeg går og filosoferer over til hverdag, men ind imellem opstår situationer, som gør det nødvendigt at kigge indad. Jeg kan godt lide det, selvom det sjældent er nemt.

Processen er spændende, synes jeg. At mærke efter, dybt inde i kernen af det, som er mig. Hvad er integritet for mig. Hvornår synes jeg, at moralen tager overhånd? Hvornår er etikken bare ikke i orden og kan jeg efterfølgende tage udgangspunkt i mig selv og fremføre mit synspunkt. Har jeg retten til det, eller er det andre, som skal agere smagsdommere.

De mest spændende processer opstår i det spændingsfelt der ligger omkring moral og integritet. Kernen. Der hvor den virkelige, ægte Liselotte mærker det gør ondt, mere end det gør godt. Der hvor det, der er mig, synes grænsen går. Virkeligt, uafvendeligt og følt med hjertet.
Det er her al diskussion ophører, men det er også her jeg lærer mig selv at kende. Der er ikke andre end mig til at afgøre, hvor grænsen går. Den er min. Alle kan supplere med deres oplevelser, men ingen kan protestere, for det er sådan det er. Uforklarligt og alligevel så klart.

I arbejdssammenhænge bruger vi meget tid på at diskutere etik. Den skal være ren som nyfalden sne. Ingen skal kunne påtale manglen på etik, når man beskæftiger sig med det jeg gør. Tingene skal være i orden. Det handler i høj grad om troværdighed og tillid. Det er et af mine fokusområder og jeg trækker mine kolleger igennem endeløse diskussioner om samme, fordi jeg synes det er så utroligt vigtigt.

Ind imellem når vi så til diskussionerne, som handler om hvornår det er okay at sige fra. Hvornår må man, som service-organ, lade sin personlige integritet blive bestemmende for om man vil påtage sig en opgave eller ej?
Det er her det bliver rigtigt vanskeligt. Grænserne ligger jo forskellige steder. Ingen mennesker har den samme opfattelse af verden. Vi oplever allesammen verden forskelligt afhængigt af opvækst, erfaringer, kultur o.s.v.

???Jeg kan ikke tolke Jehovas Vidner, for det strider i den grad imod alt hvad jeg tror på…???

eller

???Jeg ville aldrig kunne tolke for nazister. Deres holdninger ligger simpelthen alt for langt fra alt hvad jeg tror på…???

og svaret kunne være

???Jamen du skal jo ikke forholde dig til det du tolker. Du er neutral, så det er ligegyldigt hvad der siges. Du skal bare formidle det sagte.???

Hvornår er det okay at sige fra, fordi kernen, det inderste i mig, fortæller mig, at jeg ikke kan eller vil bidrage til udbredelsen af et eller andet budskab, som strider imod alt hvad jeg selv tror på. Hvornår er det okay, at jeg agerer smagsdommer? Er det når vi er flere, som er enige om at det er noget skidt eller er det nok, at jeg selv fortæller, at det strider imod alt hvad jeg ønsker at stå inde for og jeg derfor er nødt til at sige fra?

Diskussionerne ender som regel med at være endeløse og må afbrydes. Vores kort af verden er ganske enkelt for forskellige. Vi ville aldrig nå samme sted hen om så vi forsøgte.

Det er for så vidt i orden i den udstrækning at de involverede magter at respektere hinanden. At kunne rumme, at andre mennesker ser verden anderledes, kræver overskud og troen på, at det er i orden.

Den største kunst i verden er, at rumme andres så anderledes synspunkter – og skal man i grunden kunne det altid?

Ja, alle disse tanker udløst af denne nye weblog.

Du vil sikkert også kunne lide